Article_TEKO lancerer Fashion TV
Med lanceringen af D&B Fashion TV håber Videnscenter for Design & Business at komme med indspark til udviklingen i den danske branche.
TEKOs Videncenter for Design & Business stiller nu skarpt på dansk mode, og vil med deres nye initiativ D&B Fashion TV sætte fokus på forskellige emner; Hvordan man sælger sit brand online, hvilke udfordringer den danske modebranche står over for på den internationale scene, samt hvad de nyeste tendenser indenfor retail handler om, vil alt sammen indgå i dækningen på D&B Fashion TV, der løbende spørger en række profiler fra den danske og internationale modebranche om input.
Dorrit Bøilerehauge, leder af Videncenter for Design & Business på TEKO forklarer:
”Den internationale udvikling kræver fokus på innovation inden for retailkoncepterne – det såvel fysisk som online. I det hele taget er vi midt i epokegørende forandringer inden for branchens sædvanlige rytme, salgskanaler og måden at nærme sig forbrugeren på. Det kræver klare strategier både inden for branding og ledelse – og det kræver, at vi bliver langt mere professionelle i vores håndtering af de sociale medier," og fortsætter:
"Det siger dermed næsten sig selv, at vores kommunikation frem over kommer til at ligge i form af videospots og dermed en mere levende form for formidling."
Således kan man allerede nu se film med designer Karen Simonsen, der taler om at kommunikere sit brand online og at fastholde kundernes opmærksomhed. Christina Utzon fortæller om luksus, passion og storytelling, mens Keld Mikkelsen fra Day Birger et Mikkelsen beretter om salg af kollektioner og temaer til udlandet.
Og der er mange flere i vente:
”Vi har allerede optaget de tre næste, der nu skal færdigbehandles. Vi kan se, at vi har mange hits fra udlandet, så derfor har vi fået tre skikkelser fra den internationale branche med på. De arbejder alle indenfor centrale områder af fashion,” afslutter Dorrit Bøilerehauge.
Se D&B Fashion TV her