Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs

article_Tommy Hilfiger imponeret over dansk designskoleniveau

Den amerikanske legende Tommy Hilfiger er dommer i konkurrence på Danmarks Designskole.
Den amerikanske legende Tommy Hilfiger er dommer i konkurrence på Danmarks Designskole.

Der har lagt sig samme dæmpede stemning over Glassalen på Danmarks Designskole, som der gør, lige inden et rockband går på scenen. Snakken er forstummet og erstattet med anspændt forventning, én tysser på en hviskende sidekammerat.

Vi venter på Tommy Hilfiger, amerikansk (med stort A) designer og dommer i dagens designkonkurrence, American Icons, hvor ni af designskolens elever har fortolket udvalgte klassikere fra Tommy Hilfigers 25-års jubilæumskollektion. Amerikanske ikoner tilsat skandinavisk krydderi. Endelig dukker han op på svalegangen over os. Med bodyguard og assistenter i halen vinker han ned til publikum, hvor en tilskuer tøvende får startet et bifald. Rockstjernen er landet.

Foran de fremmødte hænger ni designs, blandt andet en hvid poplinskjorte, hvis krave har fundet sin inspiration i kabelstrik udført i papir, et par stribede denim-pludderbukser med harlekindetaljer skabt med bleget henholdsvis mørkt denim og en busseronne-kjole, hvis inspiration er hentet i den klassiske cowboyskjorte.

Helt fortjent løber Trine Maja Kristoffersen dog med førstepræmien, der ud over æren – og ordene ”I want to take the bag home with me!” fra stjernen himself – tæller en rejse til New York med besøg i Hilfigers designstudie.

Trine Maja Kristoffersen, der for øvrigt også med en rygsæk var blandt de udvalgte deltagere ved Kopenhagen Furs designkonkurrence Den Gyldne Pelsnål i sidste uge (hvor hun dog ikke vandt), har taget udgangspunkt i en klassisk weekendtaske i cognacfarvet læder fra Hilfigers jubilæumskollektion, tilføjet den en række detaljer og omgjort den til en rygsæk i grå-sorte toner, stadig med weekendtaskens udformning, dog tilføjet blandt andet en lomme i det, der oprindeligt var weekendtaskens bund.

Andenpræmien gik til Juan Eduardo Bastias, der havde gentolket Hilfigers klassiske marineblå herrejakke i en udgave med skjulte knapper og lommer, sirligt gemt i syningerne.

Tommy Hilfiger var dybt imponeret over niveauet og viderebragte til slut en formaning:

”I har alle sammen gjort det utroligt godt, faktisk bedre end jeg havde forventet – især af studerende. Men man må aldrig bare hvile på laurbærrene, du skal altid tænke i innovation og nye måder at gøre tingene på. Vi skal altid være et skridt foran kunden.”