article_Dårlige tider for American Apparel
Negativt nettoresultat for tredje kvartal i den hypede L.A.-koncern American Apparel.Med et bundlinjeresultat i tredje kvartal på netto minus 9,5 mio. dollar tegner fremtiden sig ikke alt for lys for det hypede, Los Angeles-baserede brand American Apparel. Det fremgår af seneste regnskabsmeddelelse fra den børsnoterede koncern.
Det amerikanske mærke, der får produceret alle deres varer i L.A., måtte således i tredje kvartal i år se nettoomsætningen falde med 10,5 pct. til 134,5 mio. dollar sammenlignet med samme periode i 2009, og tidligere på året forlød da også rygter om, at en konkursbegæring ventede lige rundt om hjørnet.
Koncernen har 278 butikker over hele verden, blandt andet i Tyskland og Sverige, og tæller mere end 10.000 ansatte, og tidligere på året udvidede American Apparel sin kreditaftale med Lion Capital. Men dette var altså ikke nok til at forhindre et tab på minus 13 cent per aktie i tredje kvartal.
American Apparel forlod kvartalet med et driftstab på minus 8 mio. dollar, sammenlignet med et driftsresultat på 11,2 mio. dollar i Q3 2009.
Foto: American Apparel.