blog_I procesfetichismens højborg

Forstummet i cyberspace og absolut fraværende fra blogsfæren… Det er bare et par af symptomerne på et skoleprojekt, der har vokset sig totalt ud af proportioner og ud over alle døgnets 24 timer alle ugens syv dage og hele måneden. Men nu er det altså slut, og det er blevet tid til at svare på bekymrede Facebook-mails og sms’er a la ”er du ok.. du svarer ikke?”, indbetale biblioteksbøder, stille uret til vintertid, sove og alle de andre ting, jeg nu har forsømt til fordel for udelt opmærksomhed på designprojektet. Men inden jeg vender alt for stærkt tilbage til mit andet liv, vil jeg indvie jer i lidt af det min tilværelse har budt på de seneste ti uger.

”Innovating sustainable fashion” var overskriften på mit nyligt afsluttede projektforløb på Danmarks Designskole. Forløbets opgave bestod i at skabe et koncept til bæredygtig kollektion og producere en tilhørende rapport propfyldt med understøttende teori og argumenter for konceptet og formgivning af kollektionen. Som det vist er lykkedes mig at udpensle, har projektet været en tand mere omfattende og søvndepraverende end nogensinde før. Til gengæld har fordybelsen været mere intens, og processen langt mere kompleks og interessant.

Netop processen vil jeg dvæle ved, for proces er altid en vigtig brik i vores skoleprojekter. ”Proces” er sådan cirka det mest hypede begreb blandt underviserne på Danmarks Designskole. Som elev når man nærmest ikke at modtage et optagelsesbrev fra skolen, før der bliver råbt, hvisket, messet og sunget ”proces”, hvor end man vender sig. Et af skolens overordnede mål for første studieår er da også at give eleverne kendskab til god designproces. Selv her på trejde år, føler underviserne trang til at indskærpe forventninger om, at ”vi regner med at I har styr på jeres proces”, mens der kan ses stort på begrænsede sytekniske evner og deslige.

I procesfetichismens og uddannelsens ånd vil jeg derfor fortælle og vise bidder af den konkrete proces, min arbejdsmakker og jeg har forlystet os med i arbejdet imod en ”bæredygtig” modekollektion. Tankevækkende nok kom vores projekt også til at handle om proces – og her mener jeg ikke blot vores egen proces. Vores indgangsvinkel til behandlingen af bæredygtighed i modekollektionen blev nemlig gennemsigtighed i processerne bag produktionen af modetøj i den moderne beklædningsindustri.

Tilbage til den konkrete proces: En række forelæsninger om klodens tilstand og beklædningsindustriens rolle heri blev startskuddet til kurset ”Innovating Sustainable Fashion”. Opildnede af vores nyvundne indsigt og tonstunge samvittighed gik vi i krig med konceptudvikling. Min arbejdsmakker og jeg havde hver vores interesseområde i tankerne men i stedet for at forfalde til ”sten-skaks-papir-metoden” lod vi det være en udfordring at komme på et samlende koncept for emnerne ”spild” og ”holisme i aborigine-folkets livsanskuelse og kunst” og sammensatte et moodboard, der skulle lede os i vores videre arbejde. Et voila:

Konceptet for den bæredygtige kollektion blev en sansebetonet formidling af ressourceforbrug, spild og forarbejdning i produktionen af modetøj. Denne sansebetonede formidling skulle ske gennem selve kollektionen og i tilhørende tekstile installationer skabt af spildprodukter fra produktionen. Til hvert af kollektionens ni outfits forestillede vi os en tilhørende spildinstallation. Tilsammen skabte outfit og installation en helhed i form af et abstrakt ”tekstilt billede” af produktionen. Vores målsætning var at forbinde modetøj stærkere med råmaterialer og forudgående forarbejdningsprocesser og vise modeforbrugeren, at tøj kommer ud af en ressourcekrævende og kompleks proces. Her er en indledende illustration af konceptet:[[addon]]Det visuelle udtryk har vi ladet være maksimalistisk for netop at understrege de komplekse moderne produktionsrealiteter (hvor en dominerende tendens indenfor bæredygtige produkter ellers er minimalistisk design).

Kollektionen er en kommentar i debatten om bæredygtighed og ikke et forslag til en kommerciel kollektion.
I den maksimalistiske ånd kastede vi os ud i en masse forskellige materialer og forarbejdninger. Størstedelen af kollektionen er af uld eller rettere ”produkter fra får”. Vi har ladet én materialekategori dominere for bedre at vise forskelle i forarbejdningerne. Fra ”fåret” har vi lammeskind, loddent garn, fint maskinstrikket garn, tekstiler af uld i mange farver og uld med eget digitalprint. [[addon]]Vi var heldige nok til at få engageret en masse gode mennesker i et fotoshoot med vores tøj. Billeder blev taget af Pernille Ringsing (og kan ses i deres sande version på hendes hjemmeside) med Boline fra Unique som model, Gabriela Uweis på make-up og Andree Hoxfeldt som stylist.Til fotoshootet var vi desværre ikke blevet færdige med at lave spild-installationer til vores outfits – på trods af en fredags-projekt-workshop på skolen med en masse af vores dejlige venner som perle-påsyere, skomagere mm. Men til vores eksamen i fredags fik vi bygget en mock-up spild-installation til det ene outfit, ud af vore egne spildmaterialer fra arbejdet under modulet lige fra mønsterpapir og prøveopsyninger til stofrester.[[addon]]Det var rent ud sagt overraskende og en smule uhyggeligt, hvor meget vi selv havde spildt i vores miniproduktion. Vores produktion var måske ikke så strømlinet, men indbefattede da også kun de sidste led i produktionen. Mens vi funderede over, hvordan en installation af spildprodukter fra hele produktionsprocessen fra råmaterialer til færdige outfits mon ville se ud, måtte vi stille os tilfredse med vores mock-up: sådan er det på skolebænken, hvor processen er vigtigst, og man godt kan lades som om og bede folk om at forestille sig. Nu vil jeg til gengæld læne mig tilbage og nyde forestillingen om, hvordan det bliver at have fri i næste weekend![[addon]]