Artikel: Modeugens aktører: Anne Christine Persson
Anne Christine Persson er manager for Copenhagen Fashion Week, og går en særdeles travl uge i møde. Mød hende i Modeugens aktører.Copenhagen Fashion Week SS11 er lige på trapperne og forberedelserne er nu på deres højeste rundt omkring i branchen. FashionForum.dk ønsker at give et så fyldestgørende billede af, hvordan Copenhagen Fashion Week apparatet fungerer som muligt, og bringer derfor en serie af interviews med nogle af modeugens vigtigste aktører.
Shows i lange baner, international presse, koordinering af showområder og en mobiltelefon, der praktisk talt er en forlængelse af hendes arm: Anne Christine Persson er manager for Copenhagen Fashion Week, og går en særdeles travl uge i møde. Læs mere her.
Hvordan forbereder du dig til Copenhagen Fashion Week?
Mit fuldtidsarbejde er jo at arrangere modeuge. Så når jeg er færdig med én modeuge, bruger jeg lang tid på at afvikle den og så går vi hurtigt i gang med at arrangere næste sæsons modeuge. I bund og grund er der rigtig mange ting, der kan sættes i gang tidligt i forhold til at lette processen i den anden ende. For eksempel indleder vi meget tidligt samarbejdet med produktionsselskabet, der producerer showområdet i Rådhuset. Jeg bruger lang tid på at få opdyrket det svenske marked, og hver sæson har vi svenske brands der afholder show under Copenhagen Fashion Week. Denne sæson er Minimarket for anden gang at finde i showkalenderen. Jeg bruger desuden også meget tid på at være i dialog med internationale journalister. Derudover er der en masse arbejde i forhold til vores tryksager. Der er mange informationer, der skal findes og en overordnet grafisk identitet, der skal planlægges. Og så har vi selvfølgelig løbende en dialog med mulige sponsorer.
[[addon]]
Hvordan deltager du i Copenhagen Fashion Week SS11?
Jeg prøver at nå rundt til alle shows, og så har jeg en delegation af international presse med mig rundt. Det drejer sig typisk om ca. 8-15 personer, og det er plejer at være ret vigtig presse – som for eksempel Kate Lanphear, moderedaktør på amerikansk ELLE og Stephen Gan fra V Magazine.
Derudover har jeg som organisatør af modeugen rigtig meget med modeugeavisen DANSK Daily og med Copenhagen Fashion Weeks show venue i Rådhuset at gøre. Jeg er løbende i tæt kontakt med alle lige fra den danske presse til produktionspersonalet på Rådhuset til mit eget personale. Min telefon er praktisk talt en forlængelse af min arm i de dage, og der er løbende så mange mærkelige små ting, der alligevel kan tage enormt lang tid at fikse, som jeg skal forholde mig til.
Hvordan ser dine dage ud under selve modeugen?
Jeg starter som regel min dag med at mødes med mine gæster fra den internationale presse. Jeg tager dem med til shows og sørger for at de får mad og drikke. Jeg sikrer mig også, at de får set lidt af byen undervejs, og at de i det hele taget har en god oplevelse med dét at være i København. Og så sørger jeg for, at den internationale presse kommer tættere på de danske designere, så vi sætter interviews op med designerne og skaffer journalisterne adgang backstage efter shows’ne.
Mine dage slutter sent, for de fleste journalister vil gerne lige ud om aftenen og have en drink, inden de skal tilbage til hotellet, hvor de typisk har en deadline. Derefter tager jeg tilbage på kontoret, hvor jeg slutter hver dag, så jeg kan få samlet op på eventuelle løse ender, tjekket op med mit personale og sikret mig at alt er klart til dagen efter.
[[addon]]
Hvad forventer du at få ud af Copenhagen Fashion Week?
Jeg forventer en større og mere professionel modeuge denne gang. Og så forventer jeg et større fokus på København som modeby. Vi har ti internationale mærker, der viser i København denne gang, og vi kan mærke, at der er lidt mere hype omkring den danske modescene nu end der har været tidligere. For eksempel betyder det noget, at en person som Mario Testino var i København i juli og at magasinet VMan lavede et stort Scandinavian issue i foråret. Det er alt sammen med til at skabe international opmærksomhed omkring vores by. På Copenhagen Fashion Week føler vi, at vi kommer tættere og tættere på vores mål og for hver modeuge der går, bliver modeugen større, mere professionel og international. Min drøm er jo, at vi samler hele den skandinaviske modebranche i København til én fælles modeuge.
Hvad ser du mest frem til ved Copenhagen Fashion Week?
Personligt glæder jeg mig til at se vækstlaget – det er blandt andet det, der er godt ved København. Vi har et rigtigt godt vækstlag og vi er gode til at dyrke det. Vi støtter dem i forhold til shows, og de vil heldigvis også meget gerne holde shows. Og så glæder jeg mig til at onsdagen er overstået – så er den første dag, hvor fejlene kan ske overstået. Onsdagen er prøvedagen for os, og hvis ting går galt der, kan vi nå at rette det. Så efter onsdag kan vi læne os lidt mere tilbage og koncentrere os om den internationale presse, de mange shows – og de tusindvis af henvendelser der kommer i løbet af ugen.
Og så glæder jeg mig afslutningsvis ekstremt meget til at se vores nye mobil applikation i brug. Det er den første modeuge applikation i verden, som rent faktisk fungerer til alle typer af mobiltelefoner.
Læs også:
Modeugens aktører: Ingrid Munch
Modeugens aktører: Rozanna Fritz
Modeugens aktører: Sarah Skarum
Modeugensaktører: Simon Rasmussen
Modeugens aktører: Glen Marc Nesgaard
Modeugens aktører: Femmes Regionales
Modeugens aktører: Fernanda Palmeiro
Modeugens aktører: Nina Sejt Wiboltt
Modeugens aktører: Camilla Frank
Modeugens aktører: Andrea Friis Laursen
Modeugens aktører: Anne Mai Bjerregaard
Modeugens aktører: Sidsel Alling