blogpost_Bange anelser om fremtiden

Som lovet vender jeg nu tilbage godt en uge efter hjemkomsten fra min studietur til Japan.

I sidste blogindlæg, som jeg skrev, mens jeg var af sted, havde jeg problemer med at forklare de konkrete formål med og forventninger til turen. Det føltes i hvert fald ikke rigtigt at bruge ord som "pusterum" og "inspiration" om turen.

Nu, som jeg sidder her tilbage i Danmark med en stadig kun halvt udpakket kuffert, har begreberne "pusterum" og "inspiration" imidlertid fået en anden klang og betydning for mig.

At føle sig som et rimeligt selvkørende biologihold på tur er ikke nødvendigvis en dårlig ting. Uden et konkret mål om at tilegne sig en bestemt faglig viden eller blive bekendt med nye metoder inden for mode og tekstil, er der alligevel noget, der har rykket sig. I hvert fald for mit vedkommende. Jeg skal ikke kunne tale på andres vegne, idet man netop selv var herre over turens forløb og det udbytte, man fik ud af den.

Designfirmaerne sender åbenbart designerne på ture med samme mål om at vende inspireret tilbage med energi og lyst til at skabe mere. Nogle bliver sendt af sted med et guldkort, andre med en beskeden notesbog, og så handler det ellers bare om, at få indsamlet mest muligt. På samme måde fik vi som opgave at indsamle materiale til en skitsebog, ud fra ting vi fandt rundt omkring. I Japan føltes det lidt sært og ligegyldigt at pille etiketten af en flaske grøn the eller gemme stemplet fra gud ved hvor mange metrostationer. Men nu, som jeg sidder og organiserer skrald og skitser, kan jeg godt se pointen i det “underordnede” formål.Vi har selv været designere på mission.

Alligevel ærgrer det mig lidt, at turen ikke blev mere værkstedsfaglig. Jeg ville have givet min bedste blækspruttearm for at se den traditionelle tilskæring og opsyning af en kimono, eller for at gå en uge på Bunka Fashion College. Og selvom nogle ting bare ikke kan lade sig gøre, f.eks. et besøg på landets meget hemmelighedsfulde designskole, kan jeg ikke lade være med at skyde skylden på den kommende Designer 2.0-tankegang. Den stigende afstandstagen til selv at stå med fingrene i mulden for mere at stå med dirigentstaven. Man sætter sig ikke dybt ind i viden om specifikke områder, men kun tilstrækkeligt nok til at vide, hvad man skal bede eksperterne om at ordne.

Det giver mig i det hele taget lidt bange anelser at blive uddannet sammen med 25 andre, som også er bedst til at komme hjem fra en inspirationstur og vise skitseblokken frem, i stedet for at diske op med nye metoder og teknikker. Jeg mener ikke, at vi burde være disse ture foruden, for det er sikkert og vidst en udbytterig inspirationskilde. Det er mere bare frygten for, at fremtiden byder på et noget ensformigt team af designdirigenter, eller at vi bliver en hel del alsidige arbejdsløse 2.0-designere, eller frygten for at der går noget tabt i dansk håndværk og kvalitet, eller at der bliver brugt rigtig mange ressourcer på kommunikation mellem os og fabrikker Østeuropa og Østen, eller at man bare altid er afhængig af andre for at kunne realisere ens idéer, eller…

Lige så glad jeg var og er for studieturens formål og det efterfølgende udbytte, lige så bange er jeg for dét, den muligvis kan være symbol på. Jeg ved godt, man ikke bliver tvunget til at blive en 2.0-designer eller til at være hende med dirigentstaven. Det er bare lidt svært, når ens uddannelse mest viser vejen i retningen mod alsidighed og blækspruttekompetencer.
Nu er det måske på tide, at man holder fast i at være den elev, som kun vil studere regnormen i syltetøjsglasset og dermed tage ansvar og holde fast i at forme og farve sin uddannelse på sin helt egen måde.