Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland

article_Parløb i dansk design

For flere danske mærker har parløb været vejen frem i begyndelsen - men senere hen er historien en anden.
For flere danske mærker har parløb været vejen frem i begyndelsen - men senere hen er historien en anden.

To hjerner tænker bedre end en, og på det danske marked har en række markante designduoer gjort sig bemærket, to dygtige designere har slået sig sammen for i fællesskab at danne et endnu stærkere brand. To designere giver et bredere og mere sikkert grundlag for succes – og en række af de helt store navne på den danske modescene har da også vist, at et parløb er en meget stærk og effektiv måde at bryde igennem på. Med to designere virker det som om, et brand kan nå endnu længere og skabe endnu mere opmærksomhed omkring sig end med én.

Men hvad er det, der gør, at et partnerskab kan være en hurtigere vej til succes end en solokarriere? Hvis man kigger på to af dansk designs stærkeste duoer i 1990’erne, nemlig Day Birger et Mikkelsen og Munthe plus Simonsen, ser man, at det er en fælles ideologi og et ønske om at udfylde den samme niche på det danske marked, der driver begge parter i hvert partnerskab. To hoveder giver modet til og muligheden for at bryde rammer.

Bag begge brands stod to stærke designere – to stærke individer, der tonede frem i pressen med personlig stil og nye tanker og ideer. Det virkede næsten som om, de to designere var brandet – de levede og åndede for den ideologi, de solgte, og stod frem som enige og stærke. Begge brands skabte på hver deres måde etnisk og boheme-inspireret mode, som på det tidspunkt var en nyhed på det ellers meget stilrene og klassiske, danske modemarked. Hver især fandt en niche, blev stilikoner og garanter for en afslappet, behagelig, glamourøs livsstil, der osede af overskud og luksus med et internationalt men alligevel meget dansk udtryk. 

Moderne hverdagsglamour
Day Birger et Mikkelsen blev grundlagt i 1997 af Keld Mikkelsen og hans partner Malene Birger. Ifølge mærket selv var Keld Mikkelsen inspireret af den asiatisk kultur og modesnit, en inspirations han havde med sig til Danmark efter mere end ti år i Asien. Hos brandet tilføjer de, at da Keld Mikkelsen kom tilbage til Danmark, ville han kreere en virksomhed fokuseret på et designdrevet produkt med godt håndværk og fokus på moderne hverdagsglamour. Keld Mikkelsens filosofi, tankegang og baggrund var dermed baggrund for mærket, selv om han og Malene Birger var det kreative makkerpar.

Den moderne metropolagtig bohemestil klarede sig så godt, at mærket i dag både producerer herre-, børne- og dametøj samt interiør, der sælges i 25 lande verden over. For nogle år siden forlod Malene Birger samarbejdet, men Keld Mikkelsen besluttede sig for at køre mærket videre i samme ånd og stil som før, en filosofi der jo havde været hans fra begyndelsen. I dag arbejder han sammen med sin kone Marianne Brandi, som står for Day Interior. For tre år siden solgte han halvdelen af aktierne i firmaet til den islandske koncern Baugur, som dengang opkøbte adskillige danske virksomheder, men efter den islandske økonomi kollapsede under krisen, gik Baugur konkurs og aktierne, de havde i Day, blev overdraget til Straumur, hvorfra Keld Mikkelsen tidligere på året købte dem tilbage og i dag atter har kontrol over virksomheden – både økonomisk og kreativt.

Boheme på dansk
På samme måde, som DAY bragede frem med dets etniske glamour stil, fandt Munthe plus Simonsen også en niche på markedet ved at kreere en stil, der var helt deres egen. Munthe plus Simonsen A/S blev etableret i 1994 af designerne Naja Munthe og Karen Simonsen og åbnede snart butikker i både Jylland og hovedstaden. I dag har firmaet 45 ansatte og sælges i mere end 200 butikker i 15 forskellige lande.

Ifølge Munthe plus Simonsen er de to årlige modeshows en vigtig del af firmaet. Forud for disse har virksomheden været inde i en lang proces, hvor der bl.a. er blevet kælet for de mange detaljer og aspekter, farver og materialer, som er blevet specielt designet til hver eneste kollektion. Der bliver lagt stor vægt på, at der skabes nye koncepter, som adskiller sig fra foregående års filosofier. For Munthe plus Simonsen er det vigtigt, at hver kollektion har en ny filosofi, et ny twist på brandet.

I 2009 forlod Karen Simonsen mærket og Naja Munthe overtog det og kører det videre alene i samme rammer og stadigvæk med modeshows to gange om året. I begyndelsen af 2010 lancerede Naja Munthe en interiørkollektion i samarbejde med Rikki Tikke Company, en kollektion, hvor hun fører mærkets bohemestil ud til de nordiske hjem.

Begge brands står derved nu med kun en designer bag roret, én kreativ hjerne, der styrer firmaet videre i den retning, de drømte om. Og den anden halvdel? Tja, det virker som om, de klarer sig lige så godt solo som i makkerparret og udbryderne nyder udfordringerne.

Foto: Munthe + Simonsen by Copenhagen Fashion Week