article_Malene Birger sælger sin andel af By Malene Birger
Efter syv års delt ejerskab overtager IC Companys nu samtlige aktier i virksomheden.Malene Birger overlader fremover det forretningsmæssige aspekt af sit mærke i IC Companys varetægt, men fortsætter som art directing consultant.
"For at styrke min kreative side og konstant være i stand til at forny kollektionerne, har jeg valgt at sælge min aktieandel for at kunne koncentrere mig fuldt ud om de kreative udfordringer," siger designer Malene Birger i en pressemeddelelse, hvor hun videre understreger, at det er de seneste to års resultater, der har overbevist hende om, at IC Companys er de rette til at varetage forretningssiden af By Malene Birger.
Også i IC Companys er man glade for beslutningen, og her var netop faktum, at Malene Birger fortsat kunne stå for den kreative del af forretningen en central del af årsagen til, at man valgte at overtage virksomheden fuldstændigt.
"Vi er meget glade for at kunne bidrage til at opfylde Malene Birgers kreative ambitioner. Det vil styrke vores forretning og vores målsætning om fortsat at vokse og blive et internationalt foretagende," siger Niels Mikkelsen, der er adm. direktør i IC Companys.