Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs

Article_Malene Birger: Ikke for pengenes skyld

Designeren har solgt sin aktieandel i By Malene Birger til IC Companys, men det var ikke pengene, der trak.
Designeren har solgt sin aktieandel i By Malene Birger til IC Companys, men det var ikke pengene, der trak.

Efter otte års samarbejde offentliggjorde By Malene Birger og IC Companys mandag nyheden om, at IC Companys nu overtager de sidste 49 pct. af selskabet By Malene Birger.

IC Companys kommer derfor til at råde over den totale aktiemajoritet, og skal nu stå for driften og det administrative i virksomheden By Malene Birger, hvor Malene Birger selv, nu med titlen Art Directing Consultant, kommer til udelukkende at fokusere på det kreative.

Ikke for pengenes skyld
Malene Birger understreger, at det ikke er for pengenes skyld, at hun har solgt sin andel. Til gengæld er det et personligt valg, der ligger til grund for salget:

”Jeg savner tiden til at være kreativ. Jeg har følt mig druknet i drift og hverdagens problemer, som følger med en virksomhed af By Malene Birgers størrelse. Hvert år har været en succes, og har medført en fordobling af ansatte og budgetter, så det har været travlt og hårdt arbejde,” siger Malene Birger og fortsætter:

”Jeg vil ikke længere være en del af dagligdagen i virksomheden, men jeg vil udelukkende stå for den kreative del af virksomheden, og så håber jeg, at jeg stadig kan være en del af udviklingen af mærket.”

Nye projekter
Malene Birger bedyrer, at personlig udvikling giver mening for hende, og at hun er nået til et sted i sit liv, hvor hun skal prøve kræfter med andre ting end mode:

”Jeg skal prøve at udvikle mig inden for andre kreative fag og have huller i kalenderen for en gangs skyld,” siger hun og fortæller, at det især er indretning og kunst – og drømmeprojektet; at indrette et hotel, der trækker.

”De senere år har jeg følt, at det ikke er nok for mig kun at designe tøj. Nu fylder jeg 48 år, og jeg har stadig tid og energi til at prøve noget nyt.”

Fremtidens rolle
Salget af Malene Birgers aktieandel kommer som en overraskelse, da firmaet i mange år har produceret overskud på overskud, og stadig vokser med udlandet som næste udfordring i succeshistorien. Selvom Malene Birger har solgt hendes aktieandel, er det dog ikke ensbetydende med hendes exit fra virksomheden. Koncerndirektør i IC Companys Niels Mikkelsen siger:

”Det var meget vigtig for os at Malene (Birger red.) blev i virksomheden, da By Malene Birger er et meget personligt og stærkt brand," siger han og Malene Birger selv tilføjer:

”I starten af vores samarbejde var der måske mange, der syntes, at IC Companys var en aparte samarbejdspartner, men det har vist sig at være en succes. Samtidig har jeg følt, at IC Companys ville behandle ”min baby” (mærket By Malene Birger red.) ordentligt og med respekt.”

Ved salg af de resterende 49 pct. af virksomheden har Birger ikke længere noget at skulle have sagt, hvilket hun da også erkender er en tanke, hun skal vænne sig til. Dog vil den kreative del af virksomheden stadig være hendes bord:

”På den kreative front kommer jeg til at gøre det, jeg hele tiden har gjort i de seneste år, så der bliver ikke de store ændringer for den kreative afdeling.”

Hvad IC Companys har betalt for købet af Malene Birgers aktieandel, vil ingen af dem ud med, men de fortæller, at de i fællesskab er kommet frem til den rigtige pris.