Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland

article_David Andersen klar med damekollektion

Efter flere år med herretøj, tilføjer David Andersen nu en pret-a-porter-damekollektion til foråret.
Efter flere år med herretøj, tilføjer David Andersen nu en pret-a-porter-damekollektion til foråret.

David Andersen viser sin første pret-a-porter-kollektion til kvinder på den københavnske catwalk til februar, og kollektionen har været længe i støbeskeen.

”Det har hele tiden været ideen at lave dametøj på et tidspunkt, men en masse kloge hoveder fra branchen rådede mig til, at jeg til at begynde med skulle markedsføre mig på at lave én ting, så jeg specialiserede mig i herretøjet,” siger designeren, der fortæller, at det var den megen positive omtale, han fik i forbindelse med sin udstilling af couture til kvinder i Royal Copenhagens butik på Amager Torv i sommer, der gjorde det endelige udfald. Men med en pris på ca. 3.000 kr. for en kjole, bliver den kommende kollektion langt mere tilgængelig end couturen.

Stangtøjet er dog heller ikke designeren helt ukendt land.

”Jeg har lavet en smule dametøj, der allerede er i butikkerne nu, og det er blevet taget ekstremt godt imod og er allerede udsolgt flere steder,” forklarer David Andersen, hvis første rigtige kollektion til foråret tæller omtrent 60 styles med vægt på skarpe snit, og kombinationer af kontrastfyldte kvaliteter som uld, silke og fin strik.

”Det bliver en kollektion, der er udarbejdet med samme udtryk som min SS11-herrekollektion. Der er lagt vægt på skrædderi, og tøjet arkitektonisk, meget lige og sort og ikke særlig feminint. Det er sådan lidt hårdt og råt,” forklarer designeren, der tog sin uddannelse ved skotske Glascow School of Art og har vist sit herretøj under den københavnske modeuge de seneste fire år.

Han forklarer videre den kommende damekollektion ud fra et rent markedsføringsmæssigt perspektiv, dametøjet er nemlig en måde at få sit brand yderligere eksponeret:

”Der er simpelthen så lidt fokus på herremode i Danmark. Jeg har måske nok fået meget eksponering, men der er bare ikke ret mange kanaler at blive repræsenteret gennem, for de fleste mandeblade har en helt klar ide om, hvilken type herremode, de vil vise – og det ligger bare et stykke fra det, jeg laver,” siger designeren. Han tilføjer, at det faktisk er dametøjsbutikker, der sælger hans herrekollektioner på nuværende tidspunkt.