…ved jeg ikke, hvad er. Er det hardcore skolegang og intensiv undervisning under andre tage end ens eget? Er det et stramt program og nervøse lærere, der konstant tæller, om hele flokken er til stede? Handler det om at ligge i sprit om natten og i sengen om dagen?

Lige nu er jeg på studietur i Japan, og alle forventningerne og forskellighederne, jeg her oplever, har givet mig lyst til at tage fat i netop dette emne.
 
Jeg har tidligere skrevet om, hvorfor en studietur som denne ikke er værd at nævne på Designskolen Kolding, når skolens andre udlandsprojekter bringes på bane. Denne studietur samarbejder jo hverken med en prestigefyldt skole i New York eller gadebørn i Asien, der bliver (sikkert) ikke opfundet nogen ny, elsparende habitjakke på turen, og vores ekskursion til Japan redder ikke nogen, hverken skolen eller os selv. Det er derimod en tur, vi på helt eget initiativ har arrangeret, og som vi har fundet vigtig af forskellige årsager:

For én af mine medstuderende handler turen om at komme hjem med 20 kilo overvægt i kufferten, for en anden om at få billig fodmassage og hår-extensions, for en tredje at knipse billeder af samtlige 13.000 (for mig at se) ens templer og for en fjerde at synge så mange karaokesange og indtage så meget sake som overhovedet muligt. For slet ikke at tale om dem, der ’bare’ glæder sig til at indsnuse fremmed inspiration. Vi er forskellige mennesker trods den fælles interesse for mode og tekstil, og vi har forskellige måder at fejre pusterummet på. For det er lige præcis pusterummet fra det daglige stress og jag på tredje sal, vores studietur går ud på.
 
Ikke dermed sagt at der ikke også er et fagligt formål med turen. Vi har fra skolens side fået støtte til en lærer, som kender Japan bedre end sin egen bukselomme. Med hende ved vores side har vi besøgt japanske tekstilkunstnere i Tokyo og en kulturel ekspert i Kyoto. Hun har givet os tips og tricks til at opleve Japan bedst muligt, og inkluderet alt fra en uges cykling i byer og bjerge til kortlægning af specialbutikker og skøre happenings. Et løst skema, man kan følge eller lade være med at følge.
 
Hvis det hele lyder utrolig ustruktureret, kan jeg kun erklære mig enig. For mig giver det mening at sammenligne vores studietur med et biologihold på ekskursion. En lidt forvirrende og noget opdelt gruppe. Læreren har for længst opgivet at holde flokken samlet og sidder lidt i baggrunden, hvis nogen skulle falde på halen eller have hjælp til noget. Nogen tegner strukturen i et blad og klistrer blomster ind i kladdehæftet, et par stykker fanger biller og putter dem i syltetøjsglas, nogle går bare rundt og kigger, snuser og smager. Og når man kommer hjem, bliver indholdet i rygsækken hældt ud på skrivebordet. Og blandt dette indhold findes historien om, hvordan dagen egentlig har været, og hvad man har fundet interessant nok til at tage med hjem. Måske bliver en del smidt ud, måske bruger man noget til den næste biologirapport, og måske bliver det sidste gemt væk i kommoden.
 
På samme måde indsamler vi her i Japan indtryk, inspiration og materiale uden helt selv at vide det. Og det er måske derfor, det er så svært for mig at forklare formålet med studieturen uden at lyde undskyldende. Der er jo en grund til, at man går ud som et lys klokken 20.30 om aftenen, og at Dankortet er blevet spærret!

Jeg glæder mig til at komme hjem og fordøje turen og til at bruge det udbytte, den har givet mig. Lige nu kan jeg i hvert fald ikke være mere konkret. Jeg forbeholder mig derfor retten til at fejre pusterummet lidt endnu og vende tilbage til bloggen, når jeg er hjemme i Danmark og har tømt rygsækken.