Der er virkelig meget guf at boltre sig i for en designskoleblogger som mig. Lige til højrebenet ligger en sag om snyd og humbug med uddannelseskroner. Designskolen Kolding har nemlig færre kroner at rutte med end Danmarks Designskole – og jeg som troede at Kolding havde fat i den lange økonomiske ende (omend på grund af samarbejder og sponsorater fra tekstilindustrien på den jyske højderyg). Jeg kunne også samle tråden op fra Sallys diskussion af specialisering vs. generalisering i designuddannelsen, men ærligt talt ved jeg ikke, hvilket ben jeg skal stå på i den debat, for jeg er selv på vej til at blive cand.lidt-af-det-hele. og lever i en utopisk både/og-boble, hvor jeg opfører mig, som var mit studieliv den uendelige historie.

I stedet kaster jeg mig hovedkulds ud i et indlæg baseret på masser af løse rygter, undfanget ved fejlkommunikation, fest og fusion. I fredags var jeg nemlig til ”fusionsfest” på arkitektskolen. Det er længe siden, jeg har været til skolefest, men en fest til ære for sammensmedningen af Kunstakademiets Arkitektskole og Danmarks Designskole indgyder en vis respekt. Og hvorfor så det?

Større og mere bæredygtige faglige miljøer
Lad mig groft og karikeret opridse baggrunden for fest og fusion. Langt tilbage i 2006 vedtog Folketinget, at videregående uddannelser under Kulturministeriet skulle organiseres i " Større og mere bæredygtige faglige miljøer". I den ånd har Kulturministeriet vurderet, at det vil være et hit for den danske uddannelsesprofil at fusionere Kunstakademiets Arkitektskole og Danmarks Designskole. Håbet er at skabe en kreativ institution i verdensklasse. Forhandlingerne om fusionen har trukket tænder ud og budt på mange løjer. Danmarks Designskole har mistet en rektor i svinget, mens ansatte ved Kunstakademiets Arkitektskole har forsøgt at stable et mistillidsvotum på benene mod deres egen rektor, Sven Felding, og i et åbent brev til Kulturministeriet kaldt fusionen "fagligt uforsvarlig". Så nu er fusionen forvist til en ikke nærmere defineret dato ude i fremtiden. Dog skal de to uddannelser fortsat tilnærme sig hinanden.

Den første tilnærmelse er helt konkret geografisk. Derfor pakker Danmarks Designskole habenguttet og flytter ud på Holmen til nytår, hvor vi kommer til at gnubbe mursten med arkitekterne.

I min dagligdag på "beklædning" virker Arkitektskolen som en fjern planet. Selv Danmarks Designskoles andre afdelinger er lidt tågede, for beklædningsdamerne lever på beklædningsafdelingen frem for på skolen. Ofte forløber pauserne endda med at sidde i ring om et tilskæringsbord frem for at mingle i kantinen. Ligeså fjern arkitektskolen føles for en afdelingsfikseret beklædningsdame, ligeså ubehageligt tæt på føles arkitektskolen til gengæld, når jeg mindes det semester, jeg selv hapsede derude som 19-årig. Dengang forlod jeg skolen fast besluttet på aldrig nogen sinde at vende tilbage. Ironien føles derfor lidt tyk, når jeg nu skal helt tæt på arkitektskolen igen.

Og det er uomgængeligt fakta, at jeg skal tilbage til Holmen; omend ikke som arkitektstuderende. Fra de fine plantegninger på Danmarks Designskoles hjemmeside, kan jeg i hvert fald se, at jeg skal bo i en bygning, der ligger inden for hviskeafstand af min gamle afdeling. Selvom skolernes studiepladser forbliver adskilte, skal vi deles om administrationslokaler og mere afgørende for studiemiljøet: om kantinen!

Lummer love i kantinen
Netop kantinen dannede rammen, da arkitektskolens afdeling 10 sidste fredag indbød til ”fusionsfest”. Trods højlydte beklagelser over svimlende arbejdsbyrde lod jeg mig lokke med til festen – naturligvis solidt flankeret af beklædningsdamer. Festen var en succes. Alt var fryd og gammen i kantinen som emmede af lummer love. Jeg talte vist kun med en enkelt arkitektstuderende, men jeg var også meget optaget af dansebeats og diskolys. En medstuderendes bemærkning om at nogle af arkitekterne vist nok havde boykottet festen grundet det dårlige designer-selskab, lod jeg let passere og cyklede hjem i højt humør. Selv da jeg opdagede sprittusch-tags på min cykel, besluttede jeg, at det bare var ok, for det så nu også sådan lidt flot og kunstfærdigt ud.

Men det viste sig, at det ikke kun var min cykel, der havde været under tudsen. En medstuderende kunne berette, at der var blevet tagget i kantinen på arkitektskolen… med en stor fed sølvtusch. Hæng mig ikke op på den præcise ordlyd, men der var blevet skrevet noget i stil med ”dumme møgsvin”. Eftersigende skulle en arkitektstuderende have kommenteret at, "det er hvad der sker, når man inviterer designskolen til fest.” En følgende indvending om, at hærværkets bagmand kunne være en af de mange udefrakommende festfolk, blev ikke vurderet som plausibel, for hvem anden end en designstuderende skulle rende rundt med en sølvmarker i lommen?

Festen starter ved fusionen
I kølvandet på festen har jeg hørt flere andre rygter om arkitektboykots, ligesom der er faldet et par bemærkninger om, at arkitektskolens afdeling 10 med den smarte ”fusions”-titel nu har indtjent deres næste studietur på entreen fra de designstuderende. Rygterne i kølvandet på en superfest er så symptomatiske for hele fusionsforløbet, at det nærmest er komisk.

Det bliver efterhånden en hel lettelse rent faktisk at nå ud på Holmen, ud til arkitekterne, hvor vi kommer så tæt på hinanden, at vi ikke kan undgå at tale sammen. Så får vi af- og bekræftet en masse fordomme og gjort op med vores selvbevidste "Vi tænker, at de tænker"-tilgang.

Forhåbentlig lærer vi, at arkitekterne ikke lider af designerallergi, mens de får at se, at designerne er dem akademisk ligeværdige. Fra at være forholdsvis apatisk, er jeg nu ad omveje blevet jubelentusiast. Jeg kan næsten ikke vente med at blive en del af det nye studiemiljø, og jeg satser på, at den virkelige fest først starter dér.