Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs

article_Flere konkurser i detailhandlen

Efter flere år med dramatiske konkurstal, mener seniorøkonom i Jyske Bank nu, at vi snart har set det værste.
Efter flere år med dramatiske konkurstal, mener seniorøkonom i Jyske Bank nu, at vi snart har set det værste.

Tomme butikslokaler er ikke længere et særsyn på landets gågader, og antallet af konkurser i detailhandlen er stadig dramatisk. I september måtte hele 39 butikker landet over dreje nøglen om – et antal, der endnu ligger mere end dobbelt så højt, sammenlignet med inden krisen for alvor tog fat i 2008. Frem til 2007 var det således undtagelsen snarere end reglen, at der var flere end 20 konkurser om måneden.

I Jyske Bank håber seniorøkonom Niels Rønholt, at konkursbølgen snart flader ud.

”Der er grund til at håbe, det går nedad. Efterspørgslen er steget generelt, og det bør også kunne mærkes i detailhandlen, at forbrugerne køber flere varer end tidligere,” siger han og forklarer de mange konkurser gennem de seneste år med, at der i de fede år før krisen skød mange butikker frem, som måske ikke var sunde nok til at overleve en lavkonjunktur.

”I årene med højkonjunktur kunne man jo sælge alt, og derfor har det været naturligt, at mange har drejet nøglen. Efterhånden er forbrugeren dog ved at komme op i gear, og det burde bevirke, at de butikker, der er tilbage, i stigende grad kunne holde skindet på næsen,” siger han, inden han tilføjer et aber dabei:

”Men der er stadig mange, der drejer nøglen. Vi er ved at være nået dertil, hvor det var rart at det stoppede,” siger Niels Rønholt, som understreger, at det ikke længere kun er decideret usunde forretninger, der må lukke.

Seniorøkonomen mener faktisk, der bør være grund til optimisme:

”Konkurrencesituationen må alt andet lige være blevet bedre. Konkurstallet har ligget højt i cirka to år, og der er mange virksomheder, der er forsvundet i den periode. Indtil videre må man dog knytte den optimisme til forhåbninger frem for til de faktiske tal, for det slår ikke igennem i statistikkerne endnu, at der skulle være ændringer på vej.”

Det hidtil største antal konkurser så vi i juni i år, hvor 60 butikker – knap tre gange så mange som i samme måned i 2007 – måtte lukke og slukke, og økonomen mener da også, at den bemærkelsesværdigt lave rate, vi så for tre-fire år siden, vil lade vente på sig.

”Der vil gå tid, før vi kommer så langt ned igen, som vi var før krisen. Det ændrer sig ikke fra en dag til den næste, men der sker en gradvis bevægelse,” slutter han.