article_Nu er tiden moden til fokus på retail
Med et tungt artilleri af eksperter på talerstolen, lægger Modezonen i ovnen til et brag af en retailevent.”Vi har længe i Modezonen gerne villet sætte fokus på retail, men det har ikke passet at gøre det før nu. Det økonomiske klima er blevet bedre, og der er en mere positiv stemning i branchen, derfor gør vi det nu,” siger Henrik Ralf Nielsen, der er projektleder for Modezonen og dermed ansvarlig for zonens nyeste konference: ”Retail Couture – Building strong brands through retailing.”
Konferencen, der finder sted den 28. oktober i København, har et tungt artilleri af internationale eksperter på talerstolen. Blandt andet får deltagerne mulighed for at høre guldkorn fra Niels Mikkelsen, der er adm. direktør i IC Companys og Mikael Schiller, CEO i ACNE, samt professor ved Bocconi School of Management Davide Reina.
Henrik Ralf Nielsen understreger, hvor vigtigt det er, at modevirksomhederne har fokus på hele retaildelen af deres virksomhed.
”Det er essentielt – både fra et salgsmæssigt synspunkt – hvem sælger man egentlig til – og fra et branding-perspektiv. Konkurrencen er hård, så mærkerne skal se på, hvordan de får kunden til at fastholde et billede af netop deres brand på nethinden,” forklarer han og peger derfor på, hvor vigtigt det er at holde sig sin brandidentitet for øje. Projektlederens håb er, at konferencedeltagerne går fra arrangementet med ny inspiration.
”Retail kommer længere og længere op på den strategiske dagsorden i de danske modevirksomheder, og retail er meget mere end bare tøj på bøjlerne. Vi håber, at vi med konferencen kan bidrage til at inspirere, og at hver enkelt virksomhed går hjem med noget brugbart efter at have hørt rækken af eksperter og succesrige retailere videregive deres erfaringer og visdom,” siger han og slutter:
”Og forhåbentligt får vi ved samme lejlighed påvirket den danske modebranche til at skabe nogle mere udfordrende retailuniverser.”
For mere information om konferencen – klik her.