Article_Iben Hjejle nyt ansigt for Kopenhagen Fur
Iben Hjejle og Kopenhagen Fur er gået sammen i en ny kampagne, inspireret af 1930'ernes dunkle pianobarer.Den danske pelsgigant Kopenhagen Fur har sammen med Iben Hjejle netop afsløret de nye kampagnebilleder, som skuespillerinden er model på. Som nyt ansigt for Kopenhagen Fur er der dømt 1930’er stemning i den røgfyldte pianobar på Copenhagen Plaza Hotel, hvor kampagnen er skudt – og hvor den også blev afsløret.
[[addon]] Kampagnen, der viser dansk design af bl.a. David Andersen og sko fra Cecilie Toklum, fokuserer først og fremmest på de nyeste kreationer fra Kopenhagen Studios, Kopenhagen Furs center for kreativitet, innovation og håndværk. Og netop det innovative samt de kreative udfoldelser er der blevet plads til i den nye kampagne. Patrizia Venturelli Christensen, marketingdirektør i Kopenhagen Studios, udtaler:
”Kampagnen har til formål at udfordre den traditionelle opfattelse af pels og iscenesætte pels på en ny og anderledes måde. Vi ønsker også at vise, at pels er lige så alsidigt som eksempelvis bomuld og uld, og det forsøger vi med de accessories, der er designet specifikt til kampagnen. Skabelsen af kampagnens univers har resulteret i udviklingen af seler, butterfly, bikinitoppe og slips i barberet mink”.
[[addon]]
Valget af Iben Hjejle som kampagnemodel har ikke været tilfældigt. Hun træder i forlængelse af en række velrenommerede, stærke, danske kvinder som bl.a. Suzanne Brøgger, Caroline Henderson og Marlene Schwartz, der alle tidligere har lagt ansigt til de eksklusive pelse. Men den afholdte skuespiller, har ikke kun lagt ansigt til. Hun har også været involveret i det kreative arbejde:
”Det har været en interessant proces at skabe et særligt univers til at formidle pels på en anderledes måde. Samtidigt har samarbejdet med kampagnens kreative team været inspirerende. At se Kopenhagen Studios kompetente buntmagere i aktion med at skabe innovative styles til vores kampagne har været en øjenåbner for de anvendelsesmuligheder pels har,” udtaler Iben Hjejle. Og at hun har valgt at sige ja til at samarbejde med Kopenhagen Fur, er ikke en tilfældighed:
”Mit særlige forhold til pels stammer fra min glamourøse farmor, der bar pelse som en anden moviestar. Hun havde en sort persianer, som jeg lånte i smug, mens jeg legede, at jeg var en russisk forbyttet prinsesse.”
Kampagnebillederne vil være at finde i landets pelsforhandlere fra slutningen af september. Kampagnen er lavet i samarbejde med fotograf Signe Vilstrup, stylist Bjørg Frellesvig, hårstylist og hattemager Søren Bach og makeupartist Henrik Haue.