Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland

Article_Danskere indtager New York Fashion Week

Intet mindre end tre danske designere holder show under New York Fashion Week, der skydes i gang i dag.
Intet mindre end tre danske designere holder show under New York Fashion Week, der skydes i gang i dag.

Det vrimler med danske designere på de amerikanske catwalks, når New York Fashion Week SS11 sætter i gang i dag, torsdag den 9. september.

Både londonbaserede – men ikke af den grund mindre danske – Peter Jensen og Camilla Stærk (bag mærket Stærk) og Rikke Gudnitz, der stadig designer fra Danmark og laver aftenkjoler under navnet Gudnitz Couture, har nemlig fået plads på podierne.

Peter Jensen viser for anden gang under modeugen i New York, efter at han med stor succes debuterede derovre med sin AW10/11-linje i februar. Fremvisningen af kollektionen ”Shelley” sker søndag den 12. september kl. 20 i Milk Studios – ligesom i vinter.

De seneste år har Camilla Stærk designet under navnet Stærk, efter at Bestseller købte rettighederne til varemærket ”Camilla Stærk”. Hun viser også i New York denne gang og var faktisk den første dansker, der flyttede sit show til den amerikanske metropol. Således har hun siden 2004 været på plakaten under New York Fashion Week, og denne gang viser hun i samme omgivelser og på samme dag som Peter Jensen, blot halvanden time tidligere: Milk Studios, den 12. september kl. 18.30.

Endeligt skal Rikke Gudnitz for første gang vise sin couture-linje i New York. Hun er blevet udvalgt af A-List Communications og Elle.com til at vise sin SS11-kollektion ved Elles Style360-messe lørdag den 11. september klokken 20.

Foto: Peter Jensen ‘Bunny Glasses’