Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland

article_Syv skarpe til Emilia van Hauen

Sociolog Emilia van Hauen er næste hovedperson i FashionForums serie "Syv skarpe til..."
Sociolog Emilia van Hauen er næste hovedperson i FashionForums serie "Syv skarpe til..."

De inspirerer os og får os til at stræbe lidt højere. FashionForum.dk har spurgt en række af Danmarks kreative ledere og stærke innovatører, hvor de finder deres inspiration. Her er det Emilia van Hauen, 44 år, sociolog, forfatter og foredragsholder.

Hvor og hvornår tænker du bedst?
I min sommerferie, i badet eller i bilen. Når jeg ikke har 4000 deadlines hængende over hovedet. Nogle gange kommer de næsten geniale idéer bare sådan dumpende midt i et møde, midt i en sætning om noget helt andet, eller når jeg sidder og er optaget af noget, der keder mig.
 
Hvornår er du sidst stødt på en rigtig god ide – og hvad var det?
De bedste idéer, jeg er stødt på den seneste tid, er nogle jeg ikke kan tale højt om endnu, fordi jeg er involveret i dem, og de lige skal være klar til at blive præsenteret…
 
Hvor leder du efter du inspiration/ideer?
Jeg læser konstant i nyhedsbreve, dagblade, magasiner, bøger mm for at holde mig opdateret på trends og fænomener i tiden, men ellers lader jeg mig inspirere af alt – fra den hjemløse kvinde med indkøbsvognen til sladderjournalistik og naturen, for alt kan relateres til den måde, som vi moderne mennesker lever på, og det er hvad der interesserer mig.
 
Hvordan kobler du af?
Mediterer, ser tv-serier, skønlitteratur (har lige genopdaget vigtigheden af det!), sport
 
Nævn de sidste tre bøger du har læst:
"Trækopfuglens krønike" af Murakami, "Tweens" af Lauritsen og Rydahl, og en masse modebøger, fordi jeg lige har lanceret mit nye foredrag: "Får jeg sex i de her sko? Om moderne kvindelighed, mode og livsglæde."
 
Hvilket stykke tøj er du gladest for i din garderobe?
Det der giver mig størst æstetisk nydelse er fx et par grafiske Manolo Blahnik-sandaler, eller et par Toklum-minksandaler. Det, der gør mig mest blød om hjertet, er den minkpels, jeg fik af min svigerfar, da hans kone døde. Det, jeg bruger mest i hverdagen, er et par Netto-klipklappere (sommer), Rohde-hjemmesko (vinter) og en cashlama-cardigan fra Aymara – når jeg har det på, er der dømt afslapning og hjemlighed!
 
Hvilket dansk brand skiller sig for dig særligt ud – og hvorfor?
Noir. Fordi tøjet er så toplækkert og gennemtænkt, det kæler for det kvindelige, og fordi det bare er en fest at have på! Men det vigtigste er måske, at det er blevet et forgangsmærke for at bygge bro mellem vestlige runways og udviklingslande i deres CSR-strategi, og det kan jeg kun tage hatten af for.