article_Tre tips: Sådan starter du tøjbutik
Når du skal banke en tøjbutik op fra bunden, er det ikke nok bare at være god til at sy, du skal først og fremmest have styr på finansieringen.Når du skal banke en tøjbutik op fra bunden, er det ikke nok bare at være god til at sy. Det forklarer Peter Joakim Kofler, sekretariatschef for iværksætterportalen IVÆKST, der her giver tre gode råd til dig med iværksætterdrømme.
1. Finansieringen skal være på plads
"Det er vigtigt at forstå, at man lige for øjeblikket ikke bare kan gå i banken – der spilder man sin tid. Det nytter altså ikke noget at være god til tøj, hvis ikke man kan finde ud af forhandlingsdelen. Modebranchen er en af de allerhårdeste kræmmerbrancher, og man må kort fortalt udsætte sine udbetalinger så lang tid som muligt med den ene hånd og hive tilgodehavender ind hurtigst muligt med den anden," forklarer iværksættereksperten og fortsætter:
"Der er ingen virksomheder, sådan som økonomien ser ud lige nu i tøjbranchen, der kan køre to år med røde tal. Det tror banken ikke på, og du kan ikke selv som erhvervsdrivende leve af det
Det kan også være en ide at tænke i alternative finansieringkanaler. Leverandørfinansiering, fx, er faktisk en god mulighed (tænk tøjbutikkens svar på kioskens Coca-Cola-køleskab, red.). Der er masser af mærker, der har behov for distribution, både indenlandske og udenlandske, og det kan man udnytte. Og så må man gerne spille sine leverandører ud mod hinanden, hvis man lover dem afsætning til gengæld. Det gælder om at få den bedste handel i hus. Og det kan ligeledes overføres på finansieringsdelen.
Der er nemlig mange tøjvirksomheder, som sikkert har stor værdi, men alligevel dør på likviditeten. Lige nu handles nogle virksomheder for latterligt små penge. De mangler måske 80.000 kr., og så lukker banken for dem, selvom butikkens leverandører måske kunne have skaffet dig beløbet."
2. Glem alt om beliggenhed-beliggenhed-beliggenhed
"Der er mange, der overvurderer, hvor vigtig butikkens placering er. De render rundt med fokus på den der udslidte ’beliggenhed-beliggenhed-beliggenhed’-frase. Det er faktisk tankevækkende, at mange af de butikker, der har rigtig god beliggenhed er concept stores, der ikke nødvendigvis tjener deres penge her, men skal være tilstede. Der er mange andre parametre, der kommer før adressen. Især nu, når netsalget er så galopperende, som det er – det er jo en oplagt kanal at tænke med ind.
Mange begår nemlig den fejl, at de får lavet frække billeder, som lægges på hjemmesiden, hvor de så henviser til deres (fysiske, red.) butik. Men hvad nu, hvis dem, der har tjekket hjemmesiden, bor i en anden by end tøjet forhandles? Der skal være mulighed for at købe varerne på hjemmesiden.
Omkostningsstyring er altså langt vigtigere end den rigtige postadresse. Det er vigtigt at holde for øje, at man ikke er Louis Vuitton fra begyndelsen. Start i et kælderlokale, så lever du længere, og når du så har pengene til det, kan du jo godt åbne butik på Strøget."
3. Og husk: Det er ikke nok at kunne sy
"Mange tror, at blot fordi de er gode til tøj, kan de åbne en butik. Men det handler altså ikke kun om at være god til sit fag. Det, der er karakteristisk for de danske brands, der klarer sig bedst, er faktisk, at de – lidt sat på spidsen – er partnerskaber mellem en kunstner og en revisor. Man skal så at sige have venstre og højre hjernehalvdel til at arbejde sammen. Ligesom i Zentropa. Lars Von Trier ville ikke have den succes, han har, hvis ikke det var, fordi han har regnskabsmanden Ålen (Peter Aalbæk, red.) i ryggen.
Og i tøjverdenen skal du ud og slås. Jeg er meget i opposition til det der med at sidde og nørkle med noget i sin systue og så komme ud med de vises sten to år senere – det sker bare kun på forskningsinstitutterne, ikke i modebranchen," slutter Peter Joakim Kofler.
FashionForum.dk har spurgt en række eksperter til råds og bringer i efteråret en serie med smarte tips til den danske modebranche om alt fra eksport og kundepleje til e-handel og outsourcing.