Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland

article_Fashion Exclusive: Vi vil ikke konkurrere med messerne

Private showrooms skader ikke messerne, mener Anette Kjærgaard bag Fashion Exclusive på Nimb.
Private showrooms skader ikke messerne, mener Anette Kjærgaard bag Fashion Exclusive på Nimb.

”Det ville få modebranchen til at stå stærkere, hvis disse mærker bakkede op om fællesskabet på messerne, og så ville det frem for alt give indkøberne en bedre oplevelse.

Sådan opfordrede CEO på Gallery-messen i Forum i går de mærker, der enten inviterer indkøberne ud til egne showrooms eller er gået sammen i fællesskaber uden om de officielle messer.

Men det er man ikke enig i i Fashion Exclusive på Nimb, der i vinter blandt andet talte showroom for de danske luksusbrands Noir og Pureheart by Henriette Zobel i et par af hotellets suiter og også i denne omgang stod for Noir, Spon Diogo, Jesper Høvring og Lars Wallins show. Her forklarer Anette Kjærgaard, der sammen med Ann Hertha står bag konceptet, at de slet ikke betragter sig som decideret konkurrence til messerne.

”Vi ønsker ikke at konkurrere med messerne. Vi mener, at vi henvender os til et andet publikum – og nogle andre mere eksklusive mærker – og man ser den samme tendens i London og Paris, at nogle brands passer bedre ind på andre locations end messerne,” forklarer hun.

Messerne er stressende
Folkene bag Fashion Exclusive, der blandt andet samarbejder med Mercedes Benz og Coca-Cola Light, valgte i vinter Nimb, fordi ’der var så superlækkert’, fortæller Anette Kjærgaard.

”De brands, der vælger en location som Nimb, er dem, der alligevel slet ikke ville komme til deres ret på messerne,” forklarer hun og tilføjer, at hun endvidere slet ikke er tosset med den stemning, der hersker på blandt andet Gallery.

”Messerne er stressende. Det er som om, der er for meget konkurrence, i stedet for at samarbejde om at skabe kontakter, kigger man skævt til nabostanden for at tjekke, om de får flere ordrer end en selv,” siger hun og tilføjer, at det ikke, som Christian Gregersen fra Gallery mener, skader at befinde sig uden for shuttlebussens rute.

”Netop fordi det er en mere afstressende måde at præsentere tøjet på, betyder det også, at kunderne tager sig bedre tid.” Og det betyder, at der i sidste ende for visse mærker kan falde flere ordrer ved at vælge en roligere location, slutter Anette Kjærgaard.