Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland

Press:New_Edition_vindere

Morgendagens designere er udpeget.
Morgendagens designere er udpeget.

Onsdag og torsdag var en jury bestående af fem kompetente folk fra modebranchen at finde ved designskolernes afgangsshows. Juryen fra New Edition voterede torsdag og fandt, efter grundig diskussion, frem til de tre vinderne af talentkonkurrencen.

De tre vindere er:
Anne Birkkjær Bitsch (Danmarks Designskole)
Anja Merete Larsen (Kolding Designskole)
Lone Schmidt (TEKO)
NB: Rækkefølgen er ikke prioriteret!

De tre vinderne er blevet udvalgt ud fra fire overordnede temaer; kvalitet i materiale og håndværksmæssig kunnen, hvorvidt kollektionen er salgbar, koncept og sammenhæng i kollektionen samt kreativitet.

I juryen sad:
Ane Lynge-Jorlén (Dr. og adjunkt i modehistorie, Parsons, Paris)
Isabel Berglund (Designer)
Rasmus Storm (Indehaver af Storm)
Carla Christine Bruus Strube (Chefredaktør, FashionForum.dk)
Gisle Mardal (Executive Manager, Norwegian Fashion Institute)

Juryens ord om de tre vindere:

Anne Birkkjær Bitsch (Danmarks Designskole)
Anne Birkkjær Bitsch fra Danmarks Designskole imponerede ifølge juryen med et stramt greb om håndværket parret med stor kreativitet. Der blev især lagt vægt på de gennemførte konstruktioner og juryen roste kombinationen af fine blondeoverdele og trevlede underdele.

”Vi så store armbevægelser hos Anne Birkkjær Bitsch. Der var franske fornemmelser og udenlandsk potentiale” udtaler jurymedlem og modehistoriker Ane Lynge-Jorlén.

Anja Merete Larsen (Kolding Designskole)
Ved Anja Merete Larsen fremhæver Ane Lynge-Jorlén den gennemarbejdede kollektion, der var tænkt helt igennem fra tøj til accessories:

”Konstruktionen var i top og konceptet for kollektionen, der ledte tankerne hen på britisk landadel, var gennemført, uden at det blev for meget kostume” .

Ifølge juryen var Anja Merete Larsens kollektion både spændende i et designmæssigt perspektiv samtidigt med, at den begår sig i en salgsmæssig sammenhæng. Alt i alt formåede hun at balancere salgbarhed med kreativitet.

Lone Schmidt (TEKO)
Om den tredje vinder, Lone Schmidt fra TEKO, siger Ane Lynge-Jorlén:

”Lone Schmidts kollektion var mindre larmende end de to andre vindere. Det var en grafisk kollektion, der varierede over silhuetter af kjole og hvidt med en stille og subtil aftenelegance”.

Juryen lagde vægt på konstruktionen, hvor Lone Schmidt havde leget med optiske effekter med indsatte paneler, hvor tynde silkebånd på hvid baggrund skabte en detaljerig kollektion.
”Umiddelbart er det den mest salgbare kollektion, som den ser ud på podiet” slutter Ane Lynge-Jorlén.

NEW EDITION, der er iværksat af Modezonen, har til formål at styrke vækstlaget og sætte fokus på designskolernes talentmasse. Projektet skal promovere morgendagens designtalenter og herved bidrage til Danmarks fortsatte position som innovativ mode- og designnation.

De tre vindere bliver udstillet i Illum fra uge 33-35 (16. august – 4. september), hvor Illum har særligt fokus på danske designere. Vinderne får både et vindue ud til Strøget og en større udstilling på 4. sal. Udstillingen vil blive kombineret af en fotoudstilling med backstagebilleder fra de tre skolers afgangsshows taget af fotograf Lars Engelgaar.

[[addon]]

For mere info kontakt: kk@danishfashioninstitute.dk