Artikel: Bruuns Bazaar, torsdag den 12. August 2010, kl. 18.00
Bruuns Bazaar kom flyvende fra start, men havde en hårdere landing.Brødrene Bruun havde været forudseende, og ikke satset på at vejrguderne ville være med dem, da de afholdt show i Bruuns Bazaar og BZRs smukke gård i Silkegade, der til dagen var blevet overdækket af hvide baldakiner.
Kollektionen kom flyvende fra start, da La Roux bragede ud af højtalerne og modellerne viste sig på catwalken med 60´er eyeliner, midterskilning og fine sorte plateau laksandaler og hertil delikate, sorte silkekjoler. Looket var på grænsen af det konservative, men ikke uden sex appeal – lidt lår her og lidt bar arm der. Kort sagt, kjoler som (danske) kvinder lever i året rundt, dresset op og dresset ned.
Et sort, silkeblazer sæt med korte shorts og en yndig hvid silketop beviste, at Bjørn Bruun nok ved, hvordan sådan en lille sag skal skæres. Herfra bevægede kollektionen sig over i lysere nuancer, en lærredslignede jakke der på afstand så camouflagefarvet ud, men som tæt på viste sig at være florale prints – der i øvrigt gik igen på de lette sommerkjoler, ligesom at en stribet nederdel konstrueret så den lignede en sweater, der var bundet i taljen tilsat en sart blomstret silketop, for så vidt også passede fint ind i kollektionen.
Men fra en flyvende start til en betydelig hårdere landing i anden del af showet, hvor stribede t-shirts med broderie anglaise flæser over barmen, ditto stripede t-shirts med silketoppe over og noget uformelige nederdele i print, gjorde én i tvivl om, hvorvidt Bjørn Bruun havde haft den samme kvinde for øje, da han designede første og anden del af kollektionen.
På herresiden var enhver tænkelig hverdagssituation tøjmæssigt afdækket; suits til fest, maritime striber og marineblå shorts til søs, flerfarvet strik på cafe, og blå skjorte og grå bukser på kontoret – Bruuns Bazaar manden er en alsidig herre i både stil, alder og profession.
Nu er alsidighed ikke per definition en dårlig ting og slet ikke, når man er et brand som Bruuns Bazaar. Men man kunne godt ønske sig, at Bjørn Bruun havde styret alsidigheden i en lidt mere ensgående retning.
[[addon]]