Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland

article_Anmeldelse: Ole Yde

Der var dømt virkelighedsfjern pastelforvirring hos Ole Yde, der fremviste aftenrober og cocktailkjoler under rådhusets tag.
Der var dømt virkelighedsfjern pastelforvirring hos Ole Yde, der fremviste aftenrober og cocktailkjoler under rådhusets tag.

Med modellernes æterisk hvidsminkede øjne og transparente cocktail- og aftenrober bevægede Ole Ydes sommerkollektion sig i et relativt nedtonet og monokromt territorium i forhold til sidste sæsons. Ikke at Yde på nogen måde indtog modeland eller forlod sin signatur af ultrafeminin glamorama, men væk var den tunge, tematisk bearbejdelse af referencer, som tyngede sidste kollektion. I stedet var det en noget sukkersød puddersky af lethed, han fik frem med sine mange transparente kjoler med sløjer og 70’ede volanger.[[addon]]Han bød på en transparent, broderet kort kjole med en lille søm-volang, plisserede silkekjoler, silkeskjorter, voluminøse babydoll og a-linie kjoler og asymmetriske og florlette aftenrober. Alt sammen noget, der fungerer i et glamorøst rød-løber-Grevinde-agtigt liv – og på disciplinerede, spinkle kroppe.

Men filmen om et elegant liv med opera, makroner og den lidt Pink Panther-agtige garderobe knækkede med hans valg af farver: en asymmetrisk flæsekjole i babyblå, pink og sart gul var smagsudfordrende, og en babyblå minikjole med flæser og en limegrøn babydoll-kjole med halternecksløjfe med matchede limegrøn strudsefjer var skærende slikfarvede og hang slet ikke sammen med kollektionens højdepunkter – bl.a. en delikat, sort blondekjole med silkebesatte knapper, en hvid blondenederdel i lag og en sandfarvet kjole med et dybt vandfald af en rygudskæring, der føltes relevante og elegant anvendelige.

Yde kan sit håndværk til fingrespidserne, og hans salonkreationer er i liga for sig selv på dansk jord, men hans drømmekjoler skubber på ingen måde moden videre, han klæder snarere, og det noget virkelighedsfjernt, fordums tids screen sirens på.