Press_Dennis_Lyngsø
Nyuddannet designer fra TEKO præsenterer sin afgangskollektion på Gallery International Fashion Fair.For de fleste mennesker vil der være langt fra en psykologisk blækklattest til en tøjkollektion. Men ikke for den 25-årige Dennis Lyngsø, nyuddannet designer fra TEKO i Herning, og en af de 16 talentfulde studerende, der torsdag den 12. august. kl. 11 præsenterer deres afgangskollektioner, når TEKO holder show på Gallery International Fashion Fair under modeugen i København. Dennis Lyngsøs kollektion er inspiration af den verdenskendte Rorschach testen, der er opfundet af den schweiziske psykiater Hermann Rorschach og består af ti tavler med symmetriske blækklatter. Ikke desto mindre er det vidt forskelligt, hvad mennesker får ud af blækklatterne, og det er den flertydighed, der har fascineret den unge designer.
”Min indgangsvinkel er ofte psykologisk, og jeg synes, at det er fascinerende, at nogle mennesker kan se en sommerfugl, mens andre oplever et dødningehoved, når de betragter den samme blækklat. Denne flertydighed af det morbide og skræmmende over for noget blidt og drømmende har jeg brugt i min kollektion. For jeg kan godt lide at lade mig inspirere af noget, der umiddelbart kan være svært at forstå og måske endda virke frastødende og transformere det til noget æstetisk smukt,” forklarer Dennis Lyngsø. Han beskriver sin kollektion som klassisk i snit og linjer, men i en avantgarde udførsel, og hvor det feminine udtryk bl.a. kommer fra sexet lingeri i indfarvet bast.
Som nyuddannet og på udkig efter enhver mulighed for at vise sin kunnen frem for toneangivende modefolk glæder han sig over, at TEKOs show foregår på Gallery.
”Gallery er det hotte sted under modeugen; det er der, hvor alle gerne vil være med. I det hele taget føler jeg mig vældig privilegeret, fordi jeg foruden TEKOs show på Gallery også får lejlighed til at vise mit tøj i Øksnehallen, da jeg er deltager i Designers Nest konkurrencen,” siger Dennis.
Endnu større bliver opmærksomheden uden tvivl, når han om en måneds tid tager til London for at repræsentere Danmark i den internationale finale ved Triumph Inspiration Award. Dennis vandt undertøjsfirmaets danske konkurrence i maj med sin bh, trusser og hofteholder af indfarvet bast og indisk silke. Og han glæder sig meget til at vise sin kreation frem i London.
”Vinderens kollektion bliver sat i produktion og til salg i Triumphs butikker verden over bagefter, så det er vildt spændende og vil selvfølgelig være en stor chance, hvis jeg skulle vinde,” siger Dennis. Oprindelig kommer han fra Hjørring, men efter studietiden i Herning har han nu slået sig ned i København for at forfølge sit mål at komme til at leve af sin kreativitet og kunstneriske tilgang til design med opgaver inden for mange forskellige genrer af moden. Denne tilgang kombineret med det kommercielle fokus der også ligger i hans uddannelse, giver gode kort på hånden. Og selv han sagtens kunne drømme om en karriere i udlandet på længere sigt, bliver kræfterne først og fremmest brugt på første kollektion i eget navn. Den skal hænge klar på bøjlerne næste gang, København lægger centre, haller og sale til de nyeste modesvingninger.
Yderligere oplysninger: Dennis Lyngsø – mail@dennislyngso.dk eller 42 77 36 23.
FAKTA OM TEKO
TEKO er Skandinaviens største design- og businessskole inden for mode- og livsstilsbranchen. Med mere end 40 års erfaring og adresser i både Herning og Århus samler TEKO flere end 1100 unge mennesker, der uddanner sig inden for områderne tøj, møbler og boliginteriør. Skolen leverer uddannelser til alle led i en virksomheds produktion, uanset om det handler om design, konstruktion, indkøb, retail eller marketing.
Herudover kan branchen hente ny viden eller få rådgivning i form af efteruddannelse og konsulentydelser fra TEKOs videncentre.
TEKO er en del af VIA University College, som er Danmarks tredjestørste uddannelsesinstitution med uddannelser i hele Region Midtjylland.