Article: Modeugens fester – overfladisk mingling eller værdiskabende interaktion?
Læs om de positive netværkseffekter af modebranchens hypersociale livsstil i Laura Sophie Jantzens essay ”Modeugens fester – overfladisk mingling eller værdiskabende interaktion?"I disse dage samles modebranchen i København for at sælge kommende kollektioner og promovere sig på den internationale modescene. Men også for at holde ekstravagante modefester for dem der er noget inden for branchen.
Men det er ikke kun overfladisk tilstedeværelse og glitter, for midt i festlighederne bliver der skabt og vedligeholdt vigtige personlige relationer aktørerne imellem, og der er rent faktisk økonomisk rentable årsager til, at aktørerne investerer tid og engagement i modens sociale verden. Gennem disse relationer opnås en adgang til modeverdenen, nye jobmuligheder og omkostningsreduktion i branchen samt motivation og inspiration fra gruppen af kreativt talent, der summer i Københavns centrum.
[[addon]]Modeugens aktiviteter tiltrækker selvsagt alle branchens aktører og derfor strømmer både designere, modeller, fotografer, stylister, redaktører og make-up artister til modeugen. En del af ugens aktiviteter foregår i lukkede kredse i de sene nattetimer. Her kan branchen feste til lyden af byens bedste dj’s efter travle og veloverståede dage. Udefrakommende kan måske opfatte disse lukkede events som overfladisk show-off, når det ene VIP-armbånd efter det andet vimser forbi den udelukkede offentlighed. Men der er faktisk mange positive effekter ved branchens livsstil.
Modebranchen er generelt en hypersocial branche, især i København, og ofte flyder arbejde og fritid sammen. Aktørerne bliver socialt og professionelt viklet ind i hinanden, når de møder op til sociale events med et professionelt formål og har en arbejdsdag, der involverer social aktivitet –ligesom det sker i mange andre kreative brancher. Men modens aktører er afhængige af disse mange personlige relationer, fordi de som selvstændige og på tværs af fagligheder hyppigt skal gruppere og omgruppere sig til projekter og arbejdsopgaver. Disse relationer bliver skabt på flere forskellige måder, og årets højdepunkt er selvfølgelig modeugen.
[[addon]]Især er det vigtigt at ’blive set’ til events. Synlighed i branchen gør, at man bliver husket af andre aktører, som står og mangler en specifik faglighed til en arbejdsopgave. Derfor møder mange aktører op til forskellige events, lige for at vise at de stadig eksisterer og er i branchen. Dog skal man passe på ikke at overdrive deltagelsen i sociale aktiviteter, fordi det kan smitte negativt af på andres opfattelse af ens faglighed, hvis man altid står på dansegulvet samtidig med at solen står op. Men der er ingen tvivl om, at de aktører som er mest synlige i modens sociale verden også får flere arbejdsopgaver.
En anden måde hvorpå modens aktører skaber og vedligeholder relationer, er ved deres ageren i København ikke kun under modeugen men også til hverdag. De fleste aktiviteter indenfor branchen er samlet i København K, hvor både showrooms, PR bureauer og fotostudier holder til, og mange af aktørerne bor selv i området. Dermed er der livlig aktivitet på gaderne, når aktørerne er på vej til og fra modeugens aktiviteter, når stylister låner tøj i forskellige showrooms, og modeller og fotografer bevæger sig mellem locations. Der er også særlige caféer, restauranter og barer, hvor man ofte støder ind i modens aktører, og hvor de internt skaber og vedligeholder de personlige relationer.
[[addon]]Tidsbesparende relationer
Men hvad er det så branchen og aktørerne får ud af den livlige sociale aktivitet i bybilledet og nattelivet? Først og fremmest får aktørerne muligheder. Gennem personlige sociale relationer får aktørerne faglige muligheder –dels muligheden for overhovedet at komme ind i en branche, hvor konkurrencen er meget stor, dels muligheden for at få flere jobs og arbejdsopgaver når først de er inde. Det er nemlig et kendt fænomen, at man ringer til folk man kender, hvis man mangler en person til at udføre en opgave. Inden for kreative industrier mere generelt er det svært at vurdere folks evne til at producere et kreativt output. Vurderingen af et output har ikke kun noget at gøre med tekniske færdigheder, altså f.eks. hvordan fotografen lyssætter og billedredigerer, men en stor del af vurderingen er også baseret på smag, og det er et meget sværere parameter at vurdere. Men hvis man har talt face-to-face med en stylist til en fest, og synes om hendes egen stil, tøjsmag og personlighed, så er der gode chancer for, at man også vil synes om hendes kreative output. Dermed minimeres risikoen ved at starte et professionelt samarbejde, fordi man har skabt en social relation.
Når aktører ringer til folk de kender og når de mangler en professionel kompetence, opnås en tidsbesparende fordel for hele branchen. I stedet for at en moderedaktør gennemgår stabler af portfolio’er hver gang, der skal laves en modeserie, og det sker 2-4 gange om måneden for hvert magasin, så er det ressourcebesparende at ringe til personer, som man allerede har et kendskab til. Desuden er der mange fysiske ting i branchen som bliver udvekslet f.eks. tøj til magasinerne, billeder, udlån og invitationer, og disse ting skifter hurtigere hænder mellem aktører, der kender hinanden personligt. Det er lettere at få ting igennem folk man kender, og derfor er der et hurtigere flow i branchen, som dermed både sparer tid og penge for alle parter.
[[addon]]I virvaret af personlige relationer på kryds og tværs i branchen opnås også en forøget tillid blandt aktørerne. Som stylist kan man gå ind i en butik og få udleveret poser med dyrt tøj, som skal vises i en modeserie, fordi man er et kendt ansigt og alle kender alle. Hvis stylisten skulle finde på at beholde poserne selv, ville alle i branchen hurtigt vide det, for ligesom fysiske ting går sladderen også hurtigt gennem mange hænder. Det vil derfor være meget omkostningsfuldt at bryde reglerne i en branche, hvor de personlige relationer er så tætte og mangfoldige at intet går uset gennem netværket, og derfor bliver aktørerne ’holdt på sporet’ af hinanden.
I den faglige hverdag er det også oplivende med sociale relationer til de samarbejdspartnere, man har. Det gør besøget hos showroomet hyggeligere og mødet med magasinet mere personligt, og forbedrer dermed en ellers til tider meget travl og stresset hverdag.
[[addon]]Når modebranchens aktører ofte vælger at arbejde sammen med folk de kender i forvejen, og når det er lettere at komme ind i branchen, når man kender nogen, kan man godt få den tanke, at branchen er meget lukket og ekskluderer talentfulde aktører, der ikke kender ’de rigtige’ i branchen. Og det kan der være noget om. Omvendt kan man se, at branchens aktører rent faktisk vurderer talent på en professionel måde og ikke kun vælger og anbefaler folk de kender, fordi de er gode venner. Hvis en aktør anbefaler en god men talentløs ven til en opgave, vil det hurtigt give bagslag, netop fordi relationerne i branchen er så mangfoldige og rygterne derfor spredes hurtigt. Derfor er der stort incitament til kun at anbefale talentfulde venner, og på den måde sorteres og sies talent i modebranchens tætte netværk.
Så når modebranchen holder glittede fester med champagne, stiletter og dj’s er det altså ikke kun overfladisk eksponering af en branche, der lever af det ydre, det er også en scene for modens aktører som skaber og vedligeholder vigtige personlige relationer til hinanden og dermed skaber professionelle muligheder og fordele for sig selv og for branchen som helhed.