Artikel: Modeugens aktører: Sarah Skarum
Modejournalist Sarah Skarum går en travl uge i møde, hvor hun håber på ny optimisme for branchen, og hvor sikkert design og sort med sort på kan få hende til at bløde ud af øjnene. Sarah Skarum er den niende deltager i Modeugens aktører.Med under en måned til Copenhagen Fashion Week SS11 er forberedelserne til denne sæsons modeuge nu på deres højeste rundt omkring i branchen. FashionForum.dk ønsker at give et så fyldestgørende billede af, hvordan Copenhagen Fashion Week apparatet fungerer som muligt, og vil derfor i den kommende tid bringe en serie af interviews med nogle af modeugens vigtigste aktører.
Modejournalist Sarah Skarum anmelder modeugens shows for Berlingske Tidende, og går en travl uge i møde, hvor hun håber på ny optimisme for branchen, og hvor sikkert design og sort med sort på kan få hende til at bløde ud af øjnene. Sarah Skarum er den niende deltager i Modeugens aktører.
Hvordan forbereder du dig til Copenhagen Fashion Week?
De helt konkrete forberedelser starter, så snart showkalenderen ligger klar. Jeg ved jo godt, hvad jeg skal. Jeg skal se så mange shows som muligt og skrive om dem. Så for mig handler det om at finde ud af, hvad der ligger hvor, få bestilt fotograf på Berlingskes fotodesk og aftalt med redaktøren af fri.dk, hvornår vi lægger hvad på. Jeg tjekker skemaet for at se, om der er nye navne og interessante ting.
Helt basalt forbereder jeg mig også hjemme, og jeg tænker på Jacqueline Friis-Mikkelsen fra Unique hver gang, for da jeg var på Costume, fortalte hun i et interview, at hun rydder kalenderen og gør sig parat til modeugen ved at forberede sig derhjemme også. Så jeg forsøger at kopiere hende: Jeg gør rent, rydder op og køber blomster, så det er rart at komme hjem om natten. Jeg sørger for, at mit tøj er vasket og renset, og at jeg har rigelige mængder mælk, kaffe og yoghurt, så jeg kan få morgenmad og kaffe, kaffe, kaffe hver morgen, for det er klart i løbet af ugen, fra onsdag til lørdag, at jeg har allermest travlt.
Hvordan ser dine dage ud under selve modeugen?
De er lange, travle og sjove. En typisk dag er sådan, at jeg som regel ser nogle shows – jeg forsøger at skrive om shows´ne imellem hvert show – så tager jeg tilbage på redaktionen og skriver, sender til print og så tager jeg ud og ser flere shows, som jeg så skriver om. Så er det sent hjem og sove og sidst på ugen leder jeg desperat efter et eller andet hudprodukt, der kan få mig til at se frisk ud.
[[addon]]
Hvad forventer du at få ud af Copenhagen Fashion Week?
Jeg håber på at få en fornemmelse af, hvor danske designere rykker sig hen. I år håber jeg, at de får rykket sig væk fra det sikre grå og sorte, vi så afsindige mængder af i februar. Jeg kommer til at bløde ud af øjnene, hvis jeg skal se flere ‘sikre bud’ – og jeg tror ikke på, at det er det, forbrugerne drømmer om. Jeg kan næsten – næsten sagde jeg – ikke selv rumme mere sort.
Jeg glæder mig til at se de gode, gamle, velkendte mærker, og jeg synes, at det er interessant at se, hvordan de udvikler sig: Hvad Susanne Rützou nu gør for at holde fast i sig selv uden at være 1990’er-boheme – det går nu ret godt, synes jeg. Eller hvordan Malene Birger kombinerer sit kommercielle vokseværk med design. Jeg glæder mig til Ole Yde og Vilsbøl de Arce, der efter min mening begge har en interessant tilgang til mode. Den ene er tilbageskuende og den anden fremadskuende, men begge meget smukke.
Så glæder jeg mig til at se, hvad Simon Rasmussen vil. Jeg synes, at han er en dygtig stylist, men om han kan lave tøj, det er jeg spændt på. Jeg håber virkelig, at han har allieret sig med nogen, der er dygtige til tilskæring og forarbejdning, for jeg hader, når tøjet ligner sådan noget hjemmeklampet noget, som en eller andens lillesøster har lavet sommeren efter, at hun fik symaskinekørekort.
Hvad ser du mest frem til ved Copenhagen Fashion Week?
De der øjeblikke, hvor man tænker ‘wow!’ Jeg synes nu, de har været lidt sjældne. Eller de rørende øjeblikke, som da Cecilie Toklum sad og græd til Ole Ydes første show. Eller Wood Woods show på Peder Hvitfeldts Stræde i august sidste år, hvor jeg sad og blev nyforelsket i min by. Det var meget, meget fint.
Jeg glæder mig vel allermest til at se, hvor modeugen rykker sig hen. Jeg synes, at der var en lettere mismodig stemning i februar. Sådan en træden vande, og jeg glæder mig til at se, om der er gejst igen, eller om man har kapituleret til Berlin og bare venter på, at flere falder fra som Designers Remix Collection, der jo skal til London og holde show. Og så glæder jeg mig også til at møde alle de mennesker, jeg sjældent ser i branchen som f.eks. Phd. stipendant Else Skjold, som jeg tit og ofte skriver med på Facebook og deler et stort had til pludderbukser i Libertystof med, men som jeg ser for lidt.
Og så glæder jeg mig afslutningsvis til at stå i Parken lørdag eftermiddag, hvor FCK spiller. Jeg tror, at en fodboldkamp og en fadøl på Nedre C er den perfekte modvægt til en modeuge med overdosis af kindkys, stiletter og overflade.
Læs også:
Modeugensaktører: Simon Rasmussen
Modeugens aktører: Glen Marc Nesgaard
Modeugens aktører: Femmes Regionales
Modeugens aktører: Fernanda Palmeiro
Modeugens aktører: Nina Sejt Wiboltt
Modeugens aktører: Camilla Frank
Modeugens aktører: Andrea Friis Laursen
Modeugens aktører: Anne Mai Bjerregaard
Modeugens aktører: Sidsel Alling