Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland

Artikel: Modeugens aktører: Andrea Friis Laursen

Mød Andrea Friis Laursen fra Gregersen Communication og Gallery International Fashion Fair i "Modeugens aktører".
Mød Andrea Friis Laursen fra Gregersen Communication og Gallery International Fashion Fair i "Modeugens aktører".

Med under en måned til Copenhagen Fashion Week SS11 er forberedelserne til denne sæsons modeuge nu på deres højeste rundt omkring i branchen. FashionForum.dk ønsker at give et så fyldestgørende billede af, hvordan Copenhagen Fashion Week apparatet fungerer som muligt, og vil derfor i den kommende tid bringe en serie af interviews med nogle af modeugens vigtigste aktører.

Andrea Friis Laursen er communication manager hos Gregersen Communcation og derudover koordinerer hun shows på Gallery Showscene foruden også at lave PR for Gallery International Fashion Fair. Derfor er hendes modeuge et sandt puslespil af seatingplaner, showafvikling, kundepleje, koordinering og sikring af pressedækning. Andrea er modeugens fjerde aktør på FashionForum.dk

Hvordan forbereder du dig til Copenhagen Fashion Week?
Faktisk er jeg lige vendt hjem fra Sydfrankrig, hvor jeg har tænkt på alt andet end modeugen. Det er nødvendigt for at kunne vende tilbage til forberedelserne med ny kreativitet. 
Forberedelserne startede egentlig da den forrige modeuge sluttede, men det er klart den sidste måned op til modeugen, der er mest hektisk og hvor de sidste brikker skal falde på plads. Ugen op til og under Copenhagen Fashion Week er de mest intense dage for mig. Her skal alle invitationer være sendt ud, seatinglisterne og vagtplaner skal færdiggøres og der er altid uventede arbejdsopgaver der dukker op løbende.

I og med at jeg er koordinator på en del shows på Gallery, er det vigtigt for mig at være i god tid med invitationer til modeshows. Allerede ca. halvanden måned inden modeugen modtager jeg forespørgsler på invitationer til shows. Det er vigtigt for mig at svare alle, da jeg er den første kontakt de får med Gallery og showholderne.
Hver sæson former jeg et hold som hjælper til med seating, oprydning og servering ved showteltet. De fleste synes, at det er spændende at deltage i Copenhagen Fashion Week og vi har et godt arbejdsmiljø, derfor har vi heldigvis ofte gengangere der kender kutymen.

[[addon]]

Hvordan deltager du i Copenhagen Fashion Week SS11?
Hvis man ser bort fra showkoordinationen er mit arbejde todelt. Udover at repræsentere Gallery Int. Fashion Fair er jeg stadig communication manager hos Gregersen Communcation. I den forbindelse er min rolle at skabe omtale for mine kunder i form af pressemeddelelser og ved at skabe relationer mellem mine kunder og pressen. Der er altid et par af vores kunder som holder shows eller har andre former for events og her sørger jeg for at sende invitationer og information ud til pressen.

Derudover laver jeg PR for Gallery. Jeg kan sige så meget som, at et dansk band holder koncert på Gallery til august. Her er det oplagt at tiltrække tv og radiokanaler til at dække eventet. I februar havde vi både besøg af P3, DR1 og TV2Lorry.

Hvordan ser dine dage ud under selve modeugen?
Jeg møder på kontoret kl. 8 hver morgen. Her skal de sidste detaljer for dagen på plads, og jeg kan få et overblik over hvordan dagen ser ud. Herefter tager jeg ud på Gallery. Da vores shows ofte først starter efter kl. 12.00, er der en masse praktisk arbejde at tage fat på. Det kan f.eks. være at sørge for at der ser ordentligt ud, at der er vand nok osv., så vi i bund og grund er klar til at modtage gæster.

Jeg briefer mit seatinghold ca. time før hvert show, men heldigvis har de ofte erfaring med arbejdsgangen, så det er egentligt primært omhandlende eventuelle ting vi skal være ekstra opmærksomme på. Min kollega Maria Amtoft Mikkelsen og jeg tager imod gæsterne og sørger for at de sidder det rigtige sted. Hvis der er tid bliver jeg og overværer showet.

Tiden mellem shows’ne bruger jeg inde på messen, hvor jeg taler med pressen og mine kunder. Vi har et kontor på messen, her jeg arbejder på tekster og sender billedmateriale fra shows ud til online medier, så vi på den måde får skabt omtale.

Selvom selve messen lukker kl. 19.00 er der stadig en masse aktivitet omkring Gallery Showscene. Der afholdes show til kl. 00.00  næsten hver aften, og selvom det ikke er nogle, som jeg er ansvarlig for, bliver jeg ofte og ser dem. Ofte pumper adrenalinen stadig rundt og det kan være svært at gå hjem i seng, selvom det har været en lang dag.

[[addon]]

Hvad forventer du at få ud af Copenhagen Fashion Week?
I og med at de fire messer samt Dansk Mode & Textil og Copenhagen Fashion Week har etableret organisationen Copenhagen Fashion Council for at fremme dansk mode og Copenhagen Fashion Week, er jeg sikker på, at der bliver mere tryk på end hidtil. Der er gjort en stor indsats for at tiltrække flere internationale besøgende, det er noget jeg bestemt forventer at kunne mærke.

Denne gang flyver Copenhagen Fashion Council ca. 200 internationale indkøbere og journalister ind, så der er rig mulighed for at udvide mit netværk. Jeg forventer at styrke mine relationer, først og fremmest til mine kunder, men også til pressen. Modeugen er en god mulighed for at tale med folk om andet end arbejde og dermed opnå et tættere samarbejde i hverdagen.

Jeg er stadig grøn ift. de garvede organisatorer, og den bedste måde at lære, for mig at se, er at samarbejde hvor det sker med mennesker der har arbejdet med modeugen i lang tid. Sidst men ikke mindst er den intense kontakt med presse, indkøbere og kunder en fantastisk mulighed for mig, at forbedre mit daglige arbejde hos Gregersen Communication og gøre næste modeuge endnu mere succesfuld

[[addon]]

Hvad ser du mest frem til ved Copenhagen Fashion Week?
Jeg ser først og fremmest frem til at se mine kunders shows. Universet der bygges op omkring showet er en fortælling og hele synergien mellem tøj, musik og designer, giver en større forståelse og helhedsfornemmelse – som jeg kan bruge i mit arbejde. 

Jeg glæder mig specielt til at se Peter Jensens show. Hans humoristiske tilgang til design får mig altid til at smile. Han har før været inspireret af hans tante på Grønland, jeg er spændt på at se hvilken inspirationskilde der gemmer sig bag kollektionen denne gang. Generelt er det enormt tilfredsstillende at overvære et fuldendt og vellykket show, som man har arbejdet med.

Jeg er helt klart tilhænger af Copenhagen Fashion Week om sommeren, hvor der er en anderledes opløftende stemning. Jeg elsker stemningen på græsset foran showscenen og folk i fashionable outfits, der hænger ud i solen.

 

Læs også: 
Modeugens aktører: Fernanda Palmeiro
Modeugens aktører: Nina Sejr Wiboltt
Modeugens aktører: Camilla Frank