Tyskland er den største aftager af dansk mode, alligevel indtager de danske mærker kun 1,5 % af det tyske tøjmarked. Gennem en serie af interviews med betydelige aktører på den tyske modescene afkoder journalist Anne Absalonsen tyskernes kendskabsgrad og forventninger til dansk mode og forsøger dermed at kortlægge vejen til potentielt 80 millioner forbrugere. Dette interview med Silvia Kadolsky er det første interview i rækken.

Silvia Kadolsky er dekan ved og indehaver af den internationale modeskole ESMOD i Berlin. Gennem samarbejde med danske designere i BerliNordik har hun fået en fornemmelse for, hvad de danske modefirmaer kan, og hvad der skal til, for at de også kan det i Tyskland.
[[addon]]”Frisk, ukompliceret, til dels også farveglad, god forarbejdning”. Det er de første ord, der spontant falder Silvia Kadolsky om begrebet dansk mode.

”En stil, der er meget sin egen og ikke bærer et stigma af kopiering, der ser professionel ud, og som præsenterer sig professionelt”, fortsætter dekanen ved ESMOD International Fashion School i Berlin, der siden 1994 har uddannet modedesignere i et praktisk og brancherettet uddannelsesforløb. 

Gennem det grønne, nordiske samarbejde BerliNordik har hun blandet andet mødt bARBARA Í gONGINI, Jean//phillip og Vibe Harsløf, som hun mener, afspejler nogle af det særligt danske, der adskiller dem fra andre på det tyske modemarked: ”De kom til Berlin til en workshop om bæredygtighed med en, vil jeg sige, sund selvtillid, der kommer, når man får kollektioner ud på markedet i eget navn, men som også afspejler, at de har en stærk organisation og struktur i ryggen i form af for eksempel Danish Fashion Institute, platforme for kommunikation og udveksling og initiativer som NICE eller BerlinNordik”.


På workshoppen argumenterede bARBARA Í gONGINI for, hvorfor hun af produktionstekniske årsager var blevet nødt til at drosle ned på bæredygtigheden i sine kollektioner:
”Hendes argumentation var præget af grundig research og indgående kendskab til producenter af bæredygtige materialer, problemer som alle kender til, men som ikke alle italesætter. Hun er et godt eksempel på den åbenhed, jeg synes, også kendetegner danske designere”.
[[addon]]Silvia Kadolsky fremhæver også, at danske designere er gode til at bruge de muligheder, der ligger i de sociale medier, og så er det en væsentlig egenskab ved dansk mode, at der ikke er tale om en stil, men om en række stilarter, der har det til fælles, at de alle er meget tæt på tidens puls.
”Jeg fornemmer, at moden afspejler et land og en mentalitet, der er meget fri. Og så taler I alle sammen godt engelsk, det er også en måde at være professionel på”.

Hvad skal der til for at blive bemærket?
”bARBARA Í gONGINI, både hendes design, men også hendes personlighed, gør, at man lægger mærke til hende, også selvom hendes prisniveau og hendes design placerer hende i en relativ lille målgruppe. Jean Phillip bemærkede jeg også positivt, en meget flot og sofistikeret kollektion, der alligevel var lige til og let at forstå. På den måde kan man også godt se dansk mode som kommerciel i Tyskland, fordi det er til at forstå. Forbrugerne vil ikke have noget, de ikke forstår, de vil have noget, der er nemt og lige til at tage, og som gør dem smukkere.
En anden dansker, jeg holder øje med, er Sarah Elbo, der bor og arbejder med sit mærke Bo van Melskens i Berlin, hvor hun sælger godt og har fundet sin niche som et relativt lille mærke, der ikke har behov for at ekspandere. Wood Wood, Stine Goya og Baum & Pferdgarten er også nogle af dem, der umiddelbart gør sig bemærket”.

[[addon]]Von Fürstenberg-indexet
Det segment, der er interessant for mange danske modevirksomheder, er der, hvor for eksempel også mærker som Diane von Fürstenberg ligger, og hvor kjoler må koste mellem 150-250 Euro.
”Jeg ser mange forskellige målgrupper for de danske labels, ikke mindst fordi de danske labels rammer så mange forskellige stilarter. Fra Fnubbu, som solgte godt ved en salgssudstilling på LaboMode i Galeries Lafayette til Baum & Pferdgarten, som også klarer sig godt i Berlin. LaboMode er en mulighed for at afprøve et marked inden for de rammer, Galeries Lafayette er i det prissegment. En kjole til 2000 Euro ville ikke passe ind i den platform”.

Selvom mange danskere gør det godt i Berlin, så er Berlin altså ikke hele Tyskland, slår Silvia Kadolsky fast:

”Hvis man vil være stor i hele Tyskland eller også internationalt, rækker det ikke kun at sælge i Berlin. Berlins særlige situation, de mange turister og de mange kreative og kunstnere, der søger hertil, fordi byen er så inspirerende, giver de kreative labels en særposition, som ikke nødvendigvis betyder big business. Det er stadig Düsseldorf, der har den største andel af showrooms og internationale labels, ligesom der også er mange penge i modeindustrien i München. Så vil man for alvor slå igennem, skal kollektionerne ud til alle byer, for eksempel via en agent med et stort og bredt kundenet. Det kræver også synlighed i form af internationale messer, her rækker Berlin ikke, for mange tyske indkøbere orienterer sig internationalt, blandt andet ved at tage til modeugen i København. Danmark er i forvejen kendt for godt produktdesign og for møbler, og i Tyskland er Filippa K og H&M rigtig store. De to faktorer tilsammen betyder egentlig bare, at den tyske forbruger er indstillet på modelabels, der kommer nordfra,” slutter Silvia Kadolsky.

Links:
www.esmod.de
www.berlinordik.com
www.nicefashion.org
www.danishfashioninstitute.dk