Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland

Reportage fra Li Edelkoort A/W-11/12 Seminar: Taking Flight

FashionForum.dk var med da Li Edelkoort introducerede Trend Unions stærkeste tendenser for A/W-11/12 på kunstmuseet Arken.
FashionForum.dk var med da Li Edelkoort introducerede Trend Unions stærkeste tendenser for A/W-11/12 på kunstmuseet Arken.

[[addon]]Li Edelkoort, der står i spidsen for det anerkendte trendbureau Trend Union, er en af modebranchens mest eftertragtede livsstils- og designforecasters. FashionForum.dk var med, da hun introducerede sine bud på A/W-11/12s stærkeste tendenser på kunstmuseet Arken.

Li Edelkoort (f. 1950) har en underspillet men stærk tilstedeværelse, når hun med stor autoritet kortlægger morgendagens tendenser. En autoritet der er kommet af, at hun i mere end 20 år har rejst verden rundt,  afholdt seminarer og produceret trendbøger og tidsskrifter, som dissekerer de ulmende skift i tidsånden. Og – vigtigst for de mange kommercielt orienterede kunder – hvordan disse skift omsættes til fremtidige produkter og services. En svær kunst, skulle man mene, men ifølge Edelkoort er der ikke meget hokus pokus over hendes geschæft:

“Jeg er ikke synsk”, udtaler hun og forklarer, at hendes metode i stedet beror på en kontinuerlig scanning af omverdenen og en erfaren sampling af disse observationer. ”Jeg er altid i gang med at scanne. Det er på den måde, jeg ser ting i deres vorden. Fænomener som ligger latent i samfundet. Det er måden, hvorpå jeg erhverver den tidlige information.”
[[addon]]På trods af, at visse folk mener, at trend-forecasting er at sidestille med horoskoper og astrologi – ikke et plus i den akademiske karakterbog – er denne tidlige og intuitivt afkodede trendinformation mange penge værd. Så når Li Edelkoort taler, så lytter designere, virksomheder og erhvervsledere. I 2003 udnævnte Time magazine hende til én af modebranchens mest indflydelsesrige modeeksperter og hendes internationale kundeliste tæller giganter som Gap, Coca-Cola, Estée Lauder og L’Oréal, såvel som bilproducenter, banker og endda regeringer.

Kærlighed til Kunsten

Kunstmuseet Arken, der danner rammen for Edelkoorts forudsigelser denne gang, er på mange måder et passende valg. Li Edelkoort er uddannet fra the Art Academy i Arnhem og har fra 1999-2008 siddet i bestyrelsen på den anerkendte designskole The Design Academy in Eindhoven. 


Ydermere er Trend Unions forecastbøger – og præsentationer – altid intuitivt sanselige og inspirerende uden på noget tidspunkt at promovere dikterende og endegyldige sandheder. Et modigt alternativ i en forecastbranche, der typisk tjener pengene på at levere håndgribelige anvisninger på sæsonens pantonefarver og modesilhuetter.
[[addon]]“De gængse trendbureauer er ofte meget konkrete. Hvor Edelkoort fx. kalder et tema for Urban Birds, ville de måske referere til stiludtryk som Grunge eller Punk. Hendes måde at fortolke og beskrive tendenserne på, lægger mere op til en individuel fortolkning,” forklarer InWears chefdesigner Lene Borggaard om, hvorfor hun valgte at overvære Edelkoorts trendpræsentation.

“Jeg synes, at hun er rigtig god til at omsætte abstrakte strømninger i uventede og smukke billeder. Hendes analyser er konceptuelle, men de vækker genklang. Man fornemmer, at hun har overblikket over en bred vifte af kulturelle strømninger, og selv om hun er meget fashion, inddrager hun også arkitektur, miljø, filosofi og lægevidenskab i sine perspektiveringer. Hun udstråler en dybde og en intellektuel forståelse for de ting,  hun formidler. Dét, sammenholdt med hendes gennemført æstetiske billedmateriale gør, at man som kreativt menneske bliver superinspireret, siger Lene Borggaard.”

Lene Borggaard forklarer, at hun aldrig arbejder med Li Edelkoorts anvisninger: “Jeg bruger fx. aldrig Trend Unions farvesammensætninger direkte, og laver altid mine egne forecasts før kollektions-opstart. Udbyttet af hendes foredrag handler mere om, at jeg på et ubevidst og intuitivt plan reflekterer over de overordnede retningslinjer, hun udstikker.”
[[addon]]For Li Edelkoort og Trend Unions A/W-2011/12 præsentation “Taking Flight”var det fugleliv, der dannede den på én gang konkrete og poetiske rammefortælling. Sæsonens retningslinjer blev præsenteret i 16 små underhistorier med navne som Urban Birds, Swan Lake og Intelligent Owls.

“Jeg kunne godt lide sæsonens fugleperspektiv,” forklarede chefdesigner Lene Borggaard efter seminaret. “Vi har været igennem en række sæsoner, hvor fokus har været på detaljen. Jeg tror, at tiden igen er moden til, at man anskuer tingene fra oven og indprenter sig de store sammenhænge.”

Arrangementet var udsolgt, og i den tætpakkede sal blev tilhørerne – designere, mediefolk og repræsentanter fra uddannelsesinstitutioner – præsenteret for stemningsmættede film, musik og slide shows, der underbyggede de 16 forskellige retninger,  som den flyvske tidsånd – ifølge Trend Union – bevæger sig i.

Li Edelkoort og Trend Union er i Denmark repræsenteret af Pej Gruppen, www.pejgruppen.dk. For information vedrørende Li Edelkoort og Trend Unions trendbøger -og seminarer, kontakt venligst Louise Byg Kongsholm, analyse@pejgruppen.dk