Vi er nok flere, der er gået rundt i den naive tro, at kommunikationsbureauer var fødselshjælpere for designernes visioner og deres arbejde. At de oversatte de, til tider, fabulerende tanker, som designeren havde om kollektionen til en præcis tekst til brug for journalister. Men gang på gang – pressemeddelelse efter pressemeddelelse – kan man konstatere, at størstedelen af bureauernes kommunikation på vegne af deres kunder i bedste fald er uskadelig.  
[[addon]]Gennem tiden har jeg haft fornøjelsen at tale med en række designere. Herhjemme og i udlandet. Hver især har de (næsten) alle haft deres helt egen stemme, når de har beskrevet, hvad det er, som inspirerer dem. Undercovers Jun Takahashi fortalte mig, at han faktisk var et vanedyr, som mødte ind samme tid hver morgen i sit studio, hentede datteren LaLa om eftermiddagen og så tv om aftenen, mens han lavede skitser til kollektionen. ”Maybe it’s only my mind that is fucked up ?,” spurgte han, og forklarede hvordan alienfigurer og buster af politiske ledere indgik i hans arbejde. Belgiske Ann Demeulemeester gik minutiøst igennem inspirationer som eksempelvis digteren Rimbaud, som hun mente "ville være en rockstjerne, hvis han levede i dag". Svenske Jonny Johansson, creative director hos Acne, fortalte mig historien om en velklædt, ældre herre – det viste sig at være Ingmar Bergmans scenograf – som han på det nærmeste havde stalket i Stockholms parker gennem en årrække – og hvordan han efter at de to havde mødtes, havde brugt ham som inspiration i sit arbejde. Herhjemme kan jeg nævne navne som Susanne Rützou, Stine Goya og Spon Diogo (”Vi har været 20.000 år tilbage og kigget på alt fra zuluer til vikinger,” fortalte de om deres seneste kollektion). Alle kender de deres research ind og ud, og kan levende forklare om, hvordan det bliver oversat til design. 

Spørgsmålet er, hvordan det kan være, at (især) kommunikationsbureauerne får alt til at lyde fuldstændig ens? Jeg har på fornemmelsen, at modejournalister og redaktører er dødtrætte af klicheer som ”skandinavisk skønhed, romantisk og enkelt”, at det er ”smukke, stilsikre franske kvinder som Jane Birkin og Vanessa Paradis, som danner rammen om inspirationen” eller ”at det feminine får modspil af det herretøjsinspirerede” – for slet ikke at nævne forbrugerne, der alt for tit får de upræcise og ofte meningsløse beskrivelser præsenteret.

Hvad enten det er inkompetence eller dovenskab, som gør sig gældende, er konsekvensen at designerne – med rette – sjældent bliver taget alvorligt herhjemme. Hvis Danmark skal opbygge en kultur omkring mode, som rager højere op, end den gør i dag og stikker dybere end ’vis mig dit klædeskab’, er det ikke kun designernes ansvar. Dem der formidler dette, er nødt til at opgradere deres viden og evner – eller simpelthen droppe at gøre forsøget.

Husk at du kan kommentere på alle artikler på FashionForum.dk. 
Opret dig som bruger her / log ind