Artikel: Syv spørgsmål om trendforskning til Ph.d. Maria Mackinney-Valentin
Maria Mackinney-Valentin har netop forsvaret sin ph.d. afhandling. FashionForum.dk tog fat i den nyudnævnte trendforsker og bad hende forklare, hvorfor det er vigtigt at forske i trends.Maria Mackinney-Valentin har netop forsvaret sin ph.d. afhandling ”On the Nature of Trends: A Study of Trend Mechanisms in Contemporary Fashion” på Danmarks Designskole. FashionForum.dk tog fat i den nyudnævnte trendforsker og bad hende forklare, hvorfor det er vigtigt at forske i trends.
[[addon]]
Hvad er trendforskning?
Trendforskning handler om systematisk og analytisk at forstå, hvorfor f.eks. moden skifter æstetisk udtryk med jævne mellemrum. Nogle mener, at man kan bruge trendforskning til at spå om fremtiden, men jeg har især været interesseret i at undersøge, om trends skifter så hurtigt, at man kan tale om, at de er ved at gå helt af mode.
Hvad er det vigtigste, din afhandling bidrager med?
Jeg synes, at det er vigtigt, at jeg har fået samlet og opdateret de forskellige teorier, der findes om, hvorfor trends skifter. Og så synes jeg også, at det har været en spændende opdagelse, at trends lader til slet ikke at skifte så hurtigt, som det kan virke. I stedet lader det til, at trends muterer gradvist over en længere periode, så de hverken er helt det samme, som de var, men heller ikke er noget helt nyt.
Hvordan kan modebranchen drage nytte af din forskning?
Jeg tror, at det er vigtigt for modevirksomheder både i forhold til design og kommunikation, at man har en dyb og realistisk forståelse af, hvorfor trends skifter. For der ville ikke være trends uden mennesker, så dét, der får tendenserne til at eksistere og skifte, siger en masse om, hvordan vi navigerer i forhold til hinanden, hvilke grupper vi gerne vil tilhøre, hvilke værdier vi gerne vil demonstrere, og hvordan vi prøver at forstå de ting, der sker omkring os.
Hvordan vurderer du de kommercielle perspektiver for din forskning?
Jeg tror, at det kommercielle potentiale blandt andet ligger i aflæsning af forbrugeradfærd. Forbrugerne virker mere troløse og fragmenterede end tidligere, så der skal gøres endnu mere ud af at prøve at forstå, hvad det er for behov og agendaer, de viser gennem den måde, de klæder sig på.
Hvorfor skal man i det hele taget lave ph.d. afhandlinger i mode?
Der kan være mange gode grunde til at forske i mode. I mit tilfælde har det især handlet om at finde nye modeller til at forstå trendmekanismer. Jeg ville gerne vise, hvordan man kan forske i trends på en seriøs, systematisk og visionær måde, der kan pege i nye retninger i forhold til, hvordan man vil forstå forbrugerne men også vores tid.
Hvad er din holdning til trend forecasting?
Da forecastingen for alvor kom på banen i 1960’erne handlede det om, at moden allerede dengang virkede så fragmentarisk, at mange designere havde brug for hjælp til at orientere sig. I dag har forecastingen visse udfordringer i forhold til den store mængde information, man kan få om real-time trends på nettet. Det overfløddiggør på mange måder professionelle trendservices. Samtidig kan det overvældende informations-flow også betyde, at der kommer en modreaktion, så der igen opstår et stort behov for at blive vejledt.
Hvad skal du nu?
Jeg har en stilling som underviser på Danmarks Designskole, og laver en masse ting ved siden af. Blandt andet foredrag, kommunikationsstrategi, integrationsprojekter og journalistisk efteruddannelse på magasiner.
Læs FashionForums reportage fra Maria Mackinney-Valentin ph.d.-forsvar ”On the Nature of Trends: A Study of Trend Mechanisms in Contemporary Fashion”