Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland

Artikel: Danske designere tildeles legater fra Kunstfonden

Flere mindre danske designvirksomheder har i år fået tildelt arbejdslegater fra Statens Kunstfond.
Flere mindre danske designvirksomheder har i år fået tildelt arbejdslegater fra Statens Kunstfond.

Flere mindre danske designvirksomheder har i år fået tildelt arbejdslegater fra Statens Kunstfond. Det giver et økonomisk pusterum for virksomhederne, og er samtidig et anerkendende klap på skulderen til dem, der arbejder i et kreativt spændingsfelt imellem kunst og mode. 

[[addon]]

Hvert år tildeler Statens Kunstfond en række arbejdslegater indenfor blandt andet kategorien ‘Kunsthåndværk og Design’. Listen over Statens Kunstfonds netop uddelte arbejdslegater i denne kategori for 2010 er lang. Og den danske modebranche er rigt repræsenteret med økonomiske gaver til navne som Barbara i Gongini, Camilla Stærk, Femmes Regionales, Anne Sofie Madsen, Sara Sachs, Vilsbøl de Arce, Åse Helena Hansen og Stine Goya.

Foruden både anerkendelse og økonomiske gaver er Statens Kunstfonds prioritering for legatåret 2010 samtidig en klar indikator for, at det offentlige system i stigende grad medtænker modeindustrien, når midler skal fordeles.

Men hvad tænker de små virksomheder om betydningen af arbejdslegaterne?

[[addon]]

Femmes Regionales er et dansk designbureau ejet af Caroline Hansen og Mie Albæk Nielsen, der begge er uddannede designere. Femmes Regionales tilbyder kreative løsninger indenfor blandt andet produktion af modeshows, styling, kreativ identitet, workshops, indretning og publisering af designmateriale. Fashion Forum fangede de travle piger fra Femmes Regionales, for at høre hvad det betyder for deres virksomhed at modtage et arbejdslegat fra Statens Kunstfond.

I har modtaget 50.000 DKK, hvad skal de bruges til?

Et internationalt gennembrud – intet mindre! Vi har snart haft fem hektiske og gode år på primært det danske marked, og føler os nu klar til at udfordre og overbevise udlandet.

Foruden den økonomiske støtte, hvad betyder det så for jer at få et legat som dette?

Det betyder selvfølgelig meget i den forstand, at vi ser det som en anerkendelse og blåstempling af det arbejde, vi har lavet indtil nu. Og at der samtidig er folk i og omkring modebranchen, som glæder sig til at se mere fra vores hånd, det er vi naturligvis utroligt glade for!

Hvad tror I at det betyder, at så mange mindre designvirksomheder i år har fået tildelt Kunstfondens legater?

Statens Kunstfond har til formål at fremme dansk skabende kunst, og lige nu er der rigtig mange interessante designvirksomheder af mindre størrelse, som vi mener virkelig har noget at tilbyde markedet og branchen. Vi tror, at det betyder, at Statens Kunstfond har set dette potentiale.

Har spændingsfeltet "kunst-mode" fået et mere kommercielt sigte de senere år?

Ja, vi så i hvert fald gerne, at flere firmaer havde en mere dristig tilgang til deres måde at kommunikere mode på.

 
Se den samlede liste over arbejdslegat-modtagere i kategorien ‘Kunsthåndværk og Design’ for 2010 her
 
Billeder: Femmes Regionales