Artikel: Modemagasiner flytter på skærmen
Flytter læseoplevelse og lækkerhed med, når modemagasinerne rykker fra de glittede sider til Ipadens elektroniske skærm?Modemagasiner skal læses under en stribet parasol ved Rivieraen. Men i takt med, at læserne glider fra de trykte magasiner og oftere befinder sig foran en skærm, flytter flere modemagasiner nu over på nettet som e-magasiner. Men flytter læseoplevelse og lækkerhed også med?
Forleden gled det nye nummer af US ELLE ind på skærmen med 297 sider mode, skønhed, kendte og kampagner. Lige til at åbne i readerprogrammet Zinio, let at bladre i og stadig til at sætte post-its i via en delefunktion til facebook.
[[addon]]Smukke billeder, faktisk smukkere end på tryk, og indbydende trend-sider med flettede clutches og Balenciaga sandaler, der er lige til at zoome i. Faktisk ganske lækkert og bestemt 44.79 kroner værd, som et årsabonnement koster, hvilket er 87% billigere end prisen på det trykte abonnement i USA, læg hertil porto for at få prisen ved levering i Danmark.
Prisen er en af de gode grunde til, at flere og flere magasiner tilpasser sig skærmen. Enten som digitale 1:1 udgaver af det trykte magasin, der kan downloades til iPad, Kindle eller readers som Zinio, eller som interaktive magasiner, der fungerer som supplement til det trykte.
Læserne er jo i forvejen på nettet, for der er masser af gratis indhold og billeder, modeblogs og interaktive shoppeguides som Polyvore. De står i kø for at få fingere i en iPad, så de kan tage indholdet med overalt (til Rivieraen, måske?), og endelig er der jo klimaet: Ifølge amerikanske undersøgelser er det et vigtigt argument for at vælge digitale magasiner frem for printede.
Det traditionelle magasinformat med sideskift, opslag og en redigeret virkelighed er altså ikke på vej ud. Men de trykte magasiner er på vej ned.
[[addon]]Der bliver solgt stadig færre modemagasiner ifølge Dansk Oplagskontrol. Inden for de sidste to år er det kun Costume og Woman (begge fra Benjamin), der er gået frem i oplag, og det kun ganske lidt. Alle andre modemagasiner er gået tilbage, og mest tilbage er det gået for Sirene og Eurowoman (begge Egmont) samt Bazar (Aller). IN (Aller) holder stort set status quo, mens Cover (Malling), der blev omlagt redaktionelt for et par år siden, og ELLE (Aller) som de nye piger i klassen endnu ikke har noget at måle sig imod.
Samtidig daler annoncørernes interesse også for print, og voksenmagasinerne fra Aller Media, Egmont, Bonnier Publications og datterselskabet Benjamin Media mistede tilsammen 5,7 mio. kr. brutto i annonceindtægter i 1. kvartal af 2010 sammenlignet med samme periode sidste år ifølge Gallup Adfacts, beregnet ud fra listepriser.
[[addon]]Otte sekunders tålmodighed
Magasinerne er derfor optaget af at være der, hvor læserne og annoncørerne gerne vil være. Alle danske modemagasiner har et website med nyheder, artikler, konkurrencer eller henvisninger til den aktuelle magasinudgave, men det pt største modemagasin Costume, med 144.000 læsere og et oplag på 43.140, satsede sidste år som det første for alvor digitalt og lancerede e-magasinet Fashionista by Costume.
Fashionista er billedbårne, konkrete stil-anvisninger til læserne, det er sider med musthaves eller korte kik i kendtes garderober. Lidt som et katalog eller et tillæg, men her springer både pris og link til webshops op, når musen løber hen over en kjole eller et par sandaler. Der er showvideos og talende reklamer, og formatet giver mulighed for at knytte reklamer og det redaktionelle stof tættere sammen, end vi er vant til fra det trykte magasin, som når Ydes modeshow løber hen over skærmen som en integreret del af en reklame fra Georg Jensen.
[[addon]]Fashionistas redaktør Marie Hindkær opdagede hurtigt, at læserne kun vil være med, hvis det er let og effektivt:
”Den største udfordring har været at få det hele til at hænge sammen, ikke mindst teknisk. Videoerne skal for eksempel loade og køre med det samme, hvis læseren skal blive hængende, for undersøgelser har vist, at man kun har 8 sekunders tålmodighed på nettet. Lange tekster som interviews skal også stadig læses i magasinet, så Fashionista skal ikke erstatte Costume, men være et supplement til det. På nettet får vi fat i nogle læsere særligt blandt det yngre publikum, der bruger aviser og magasiner på en anden måde, og som måske ikke læser det trykte magasin”, fortæller hun.
Fashionista by Costume sendes ud til 100.000 mailboxes hver måned, gennemsnitslæseren er 28 år gammel, og hun er vant til at læse modeblogs på nettet og til at handle i webshops.
[[addon]] Tilbage til US ELLE
Det digitale nummer af US ELLE indeholder modsat Fashionista lange tekster og store billeder præcis som den virkelige vare. Et magasin er jo ikke kun er siderne, ryggen og æselørerne, men også det filter, en redaktion lægger ned over mode og mennesker, tendenser og tiden, og derfor glider også de længere interviews og artikler ned. US ELLE er et fuldt sammenhængende modeunivers, men også mere end den trykte version. Muligheden for at zoome ind og ud, tage magasinet med over alt og få det ind ad mailboksen i Danmark samme dag, som det udkommer i USA, er nogle af de fordele, medieforskerne definerer som digital merværdi.
[[addon]]Der er endnu ikke lavet tilbundsgående danske undersøgelser af læsernes forhold til e-magasiner, men da to studerende fra RUC for nylig så nærmere på, hvordan den kvindelige magasinlæser agerer på nettet, viste det sig, at langt de fleste kvinder, der i forvejen læser livsstilsmagasiner, også gerne vil gøre det online, så længe e-magasinet passer til deres normale netvaner. Hvis de i forvejen søger opdateringer eller gerne vil kunne blogge og chatte, skal e-magasinet også give dem den mulighed, hvis de skal blive faste læsere.
Mere detaljeret kan de to studerende ikke udtale sig, da de er bundet af en tavshedserklæring overfor det on-linemagasin, de har brugt som udgangspunkt for specialet. Det kunne tyde på, at vi snart vil kunne opleve endnu et magasin gå online, måske uden nogensinde at have været gennem en trykkemaskine først.
Kilder:
Journalistiske e-magasiner – produktion og potentialer, Lars Kabel, fra forskningsrapporten E-publicering, Lars Kabel, Martin Brynskov, Mette Stentoft, Peter From Jacobsen, Digital Urban Living, 2010. Rapporten kan downloades her:
Kvindelige magasinlæsere: Print vs. Online – artikel af Signe Silbye-Hansen og Louise Buus Madsen, specialestuderende ved RUC, Mediawatch april 2010, kan læses her
Dansk Oplagskontrol
Sort på hvidt på skærm, Anne Absalonsen, blogindlæg på www.blackink.dk
Billeder: elle.com, Fashionista by Costume