Modejournalistik er ikke fint nok
Modejournalistik er i Danmark en disciplin, der savner både prestige og tradition. Men måske kommer det snart på mode.Modejournalistik er i Danmark en disciplin, der savner både prestige og tradition. Men måske kommer det snart på mode.
Kan man være en velskrivende, kritisk journalist og samtidig have moden som sit stofområdemode? Kigger man på den danske tradition for modejournalistik, er svaret tilsyneladende nej. Modejournalister hænger ikke på træerne herhjemme, og på de journalistiske uddannelser er moden ikke et stofområde, der bliver prioriteret. Det var blandet andet derfor Susanne Madsen efter tre års studier i litteraturvidenskab på Københavns Universitet, vendte snuden mod London for at tage en uddannelse som modejournalist på London College of Fashion.
[[addon]]”Jeg var træt af kultursnobberi og tung teori og savnede et fag, hvor jeg kunne bruge min kunst- og kulturviden praktisk. Der var ingen tvivl for mig om, at jeg ville være modejournalist, så tanken om en generel journalistuddannelse virkede ikke så tiltrækkende eller relevant. Allerede dengang var mine store helte de engelske modeskribenter. Det var Colin McDowells bøger, der stod på min bogreol, og det var Sarah Mowers, Suzy Menkes’ og Susannah Frankels historier, jeg læste. Så naturligvis skulle jeg læse modejournalistik i London, på det universitet de alle fire var tilknyttet,” fortæller hun.
Siden har hun skrevet om mode for en række danske medier, blandet andet DANSK Magazine, men er blevet hængende i London, hvor hun oplever, at moden bliver taget langt mere seriøst af medierne. ”I England har moden dagligt flere sider i de største og mest respekterede aviser. Den bliver dækket fra alle vinkler: business-vinklen, det humoristiske, det analyserende, shopping-siderne, brevkassen og så videre. Og den er først og fremmest kritisk. I Danmarks højkulturelle avismiljø rynkes der generelt på næsen af mode,” siger Susanne Madsen, der mener, vi herhjemme mangler tradition og respekt for faget.
Smådumt
Da Alt For Damernes chefredaktør Camilla Frank, som også har siddet ved roret hos Eurowoman og Costume, i sin tid var ansat som praktikant på Dagbladet Politiken, sagde hendes redaktør på avisen, at det var et problem at finde folk, der kunne skrive og samtidig vidste noget om mode.
[[addon]]”Den sætning har jeg taget til mig. Dengang var det meget tydeligt, at de fleste journalister ikke havde lyst til at skrive om mode, fordi det ikke var så fint. Og selv om der er kommet mere fokus på mode i dag, gælder det stadigvæk at moden ikke har lige så stor værdi som andre stofområder. Mode er noget man kan beskæftige sig med som en hobby, og hvis man ved meget om tøj, så bliver måske mistænkt for at være smådum,” siger Camilla Frank.
Hun efterlyser blandt andet, at de danske journalistuddannelser sætter mere fokus på magasinjournalistik generelt og modestoffet i særdeleshed. Det samme gør chefredaktør Sara Sievers fra magasinet Cover, der selv var irriteret over den ikke eksisterende uddannelse i magasiner og modestof på journaliststudiet. Hun oplever også, at moden bliver taget mere alvorligt, end den gjorde for et par år tilbage. Eksempelvis dækker Covers redaktion stofområdet i Dagbladet Politikens Sektion C. ”Det er kommet flere på banen, som interesserer sig for mode og et større fokus på det,” siger Sara Sievers, som først og fremmest går efter journalister, der skriver godt, når hun skal finde skribenter til Cover.
[[addon]]”De fleste er jo heldigvis uddannet til at skrive om mange forskellige ting. Men det er klart, at når vi skal lave mere dybdegående modeanalyser, så har vi brug for folk, der har kendskab til mode og kan trække på en baggrundsviden. Vi har en del af den slags tilknyttet, men det bliver ofte de samme journalister, der skriver for os, når historien kræver en modeviden,” fortæller Sara Sievers.
Dissekeret mode
De danske modejournalister har altså generelt betragtet lært sig selv, hvad de ved om mode. Det samme gælder ikke for Susanne Madsen, der med sin engelske grad i modejournalistik har papir på sin viden.
”På et helt redskabsagtigt niveau har jeg selvfølgelig lært at bygge en feature, en nyhedshistorie, et interview og en trend-rapport korrekt op. Jeg har desuden lært modeteori og modehistorie, og kan dissekere et stykke tøj ved hjælp af den rigtige terminologi. Jeg har lært at formidle mode på en måde, der er relevant for faget. Og jeg har været heldig at støde ind i nogle lærere, der har givet mig lov til at skubbe til modejournalistikkens grænser og være vittig – humor og en sund, ironisk distance er vigtigt for mig i mit arbejde,” fortæller Susanne Madsen og tilføjer, at en god modejournalist udover en god pen også skal være i besiddelse af viden om kunst, musik og litteratur.
”Ellers bliver vi afstumpede i vores analyse af moden. Vi skal kunne vores modehistorie og holde os ajour med, hvad modeteoretikerne forsker i. Den akademiske modesfære bidrager til konstant at holde debatten i gang, og er med til at forhindre, at moden kommer til kun at handle om overflade. Og måske vigtigst af alt skal en god modejournalist have en informeret mening. Hvis vi bare sidder og remser op, hvad vi har set til et show, har vi spillet totalt fallit over for vores fag og reduceret moden til kun at være en kommerciel vare”.