Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs

Modebloggertema: Anne Christine Persson, Copenhagen Fashion Week

"Det største problem med bloggerne er, at de uden at vide det, er med til at underminere branchen." Anne Christine Persson, Manager, Copenhagen Fashion Week
"Det største problem med bloggerne er, at de uden at vide det, er med til at underminere branchen." Anne Christine Persson, Manager, Copenhagen Fashion Week

Anne Christine Persson, Manager, Copenhagen Fashion Week.

[[addon]]Hvordan opfatter du modebloggerne? Der er mange forskellige modebloggere – og det er svært at vurdere alle samlet. Nogle blogs er gode, mens andre ikke er. Det er gået meget hurtigt med udviklingen af modeblogosfæren, så det er svært for branchen at følge med. Mange ved ikke helt, hvordan de skal forholde sig til bloggerne og de færreste virksomheder har udviklet en kommunikationsstrategi rettet mod de sociale medier, herunder f.eks. også Facebook og Twitter. Så de bliver ofte behandlet på lige fod med pressen – og der er tale om to forskellige målgrupper, som der skal kommunikeres med på forskellig vis. Bloggerne er pludselig blevet en slags moderedaktører på nettet, hvor deres meninger hos nogle læsere vægter lige så tungt og for den sags skyld tungere end en person, der har uddannet sig indenfor mode igennem en lang række år. Deres meninger er oftest meget subjektive og funderet i deres egen mening om hvad der er pænt eller ikke er pænt – og dermed ikke nødvendigvis med udgangspunkt i en viden omkring mode. Det er der som sådan ikke noget galt i, men det betyder også, at man som modemærke skal kommunikere med bloggere ud fra det grundlag.  Hvad er det største problem med bloggerne? At de uden at vide det, er med til at underminere branchen. De vil gerne være med på beatet og være de første til at vise fotos fra kommende kollektioner, og på den måde er der en risiko for, at den kollektion der er i butikkerne, bliver mindre interessant for læserne og der skabes et falsk behov for varer, der endnu ikke er i handlen. De etablerede medier ved godt, hvordan de skal gebærde sig, og viser først kollektionsbeskrivelser og catwalkreportager, når sæsonen er til det. Derudover bruger bloggerne for meget spalteplads på kopimærker og flere af dem ved højst sandsynligt ikke hvem, der er designets egentlige ophavsmand. Et andet større problem er, når bloggere skriver om et bestemt produkt eller mærke, så bliver dette betragtet som en personlig vurdering og anbefaling af produktet, hvilket det mange gange også er. Men mange bloggere modtager nu i større grad end tidligere gaver fra virksomheder og nogle blogs udbyder reklameplads både som bannerannoncer, men også i form af at de betales for enten at nævne et bestemt mærke, eller at de er iført et bestemt mærkes tøj på billeder x antal gange på en måned. Så bliver det pludselig ikke en personlig anbefaling af et produkt og i stedet er det en købt reklame, men det fremgår ikke. Nogle blogs er åbne omkring deres gaver og skriver tydeligt, hvis de anbefaler et produkt, de har modtaget som en gave, mens andre ikke er det.  Hvordan synes du, at man skal håndtere bloggerne? Det er svært, og jeg ved heller ikke selv helt, hvordan jeg skal gøre det. Jeg tror, at man skal målrette ens kommunikation særligt mod dem, så man f.eks. inviterer dem til særlige events for bloggere og at det materiale de modtager er vedrørende den kollektion, der er i butikkerne på det tidspunkt.  De etablerede medier bliver forståeligt sure, når bloggerne bliver sat på første række, og de selv ryger om på anden og tredje. Copenhagen Fashion Week akkrediterer ikke bloggere, for vi mener, at det må være op til de enkelte virksomheder selv at bestemme, om de vil profilere sig via blogs – og i så fald hvilke blogs.