Denne blog (som ikke er skrevet i første person og som er kritisk) er ikke en reaktionær længsel efter de gode gamle dage med arkaisk ekspertvælde, hvor man indtelefonerede sin anmeldelse til redaktionen fra Paris, og hvor man ikke måtte bringe billeder før et halvt år efter showet. For selvfølgelig skal vi blive høje af ny teknologi og integrere den i modens formidling, noget som Showstudio er bannerfører for og som live streaming er et godt eksempel på. Det er ikke teknologien, der er problemet, det er demokratiseringen af ekspert-titlen, der er det. [[addon]]For når trettenårige Tavi med et klik på musen kan poste sine holdninger om dette og hint og som resultat blive kaldt ekspert og sidde front row iklædt Rodarte, er der malurt i bægeret. Så er det ikke længere anciennitet og saglighed, der vægtes, men click-of the-mouse critics, som Suzy Menkes kalder dem. Hverdagseksperterne og lægmændene, der får taletid, fordi de er nye og entreprenante.

Modebloggere bliver ofte sponseret af branchen, præcis som de fleste modemagasiner, og for ikke at save den gren over de sidder på, skriver bloggere positivt om deres sponsorer. De får tilsendt lækre produkter og bliver fløjet rundt til shows og presseevents. Det er der ikke noget nyt i. Problemet med meget modeblogging er både stilistisk og indholdsmæssigt. Personlig, Gonzo-agtig selviscenesættende formidling af moden bliver ”se-mig”-narcissisme, hvor man aldrig kommer i dybden. Og ukritisk og usaglig dækning som ”den passer perfekt ind i min garderobe” – eller den negative opbyggeligheds-kritik, hvor man med kritik for kritikkens skyld dækker over, at man ikke har sat sig nok ind i tingene, som ”gråt er kedeligt”, udvander også den modejournalistiske kultur. Selvfølgelig skal man ikke skære bloggere over én kam, og det er derfor nødvendigt at introducere niveauer i blogging. En debat som synes tiltrængt. For udover dem, der bare tager billede af sig selv og deres venner i high street tøj, er der selvfølgelig også få, der har exceptionel stil eller får os til at se anderledes på moden.

Kvaliteter er mange ting. Men kvaliteter er ikke det samme som kvalifikationer. Det kan være en kvalitet at se godt ud, klæde sig godt eller have charme – som kan være en fordel for bloggere, der tager billeder af sig selv – men disse kvaliteter kan ikke omsættes direkte til kvalifikationen ”modeorakel”. Hvad de har på, hvad de synes om skoene til Balenciaga-showet og den økonomiske krises påvirkning af deres shoppingvaner, er lige så journalistik forfladigende, som når TV2 spurgte, hvad Søren Gade følte, da han grådfyldt fratrådte stillingen som forsvarsminister.

Blogging er både sund demokratisering af moden, hvor det handler om at dele ideer, og overfladisk selviscenesættelse. Men det er desværre mest af de sidste. Modebloggere fungerer som et strålende PR-redskab, men kald dem ikke modeeksperter. Søde piger, der tager billeder af sig selv iklædt Topshop eller arvet YSL, gør ingen fortræd, men det tager bare pusten af ihærdighed, research og integritet, når man placeres på femte række med udsyn til teenagebloggere, fordi deres formidling sælger mere tøj end kritisk journalistik. Så føles det som en deroute mod (lavkulturel) mono-journalistik.  

De kan blogge, hvad de vil. Det er op til læserne, om de tager dem seriøst, op til medierne om de vil give dem spalteplads, og op til designere og brands om de virkelig tror, at blogging skaber mest hype omkring deres brand. Men lad være med at titulere dem eksperter. Det er et gyldent øjeblik for de rigtige eksperter til at træde i karakter. Der har aldrig været mere brug for dem.

Læs fortsættelsen af artiklen her