Alexander McQueen til Paris Fashion Week
Modehuset Alexander McQueen viser under Paris Fashion Week til trods for designerens tragiske selvmord for nyligt.[[addon]]På trods af designeren Alexander McQueens tragiske død d. 11. februar 2010 bekræfter Gucci Group nu, at huset Alexander McQueen fortsat præsenterer efterår/vinterkollektionen under den kommende prêt-a-porter modeuge i Paris, skriver WWD. Kollektionen var godt på vej før designerens selvmord, og vil blive gjort færdig af hans team.
Robert Polet, præsident og chief executive officer i Gucci Group, har bekendtgjort at kollektionen vil blive fremvist i en privat salon på en endnu ukendt beliggenhed med kun få inviterede. Der vil således ikke blive tale om et show af vanlig McQueen format.
Gucci Group købte tilbage i 2000 aktiemajoriteten i modehuset Alexander McQueen og forsætter driften af selskabet der, foruden linjen Alexander McQueen, også driver underlinjen McQ, 11 signaturbutikker samt forskellige samarbejder med blandt andet Samsonite, Puma og amerikanske Target.