Som afslutning på en forsinket torsdag, som faktisk var nået at blive til fredag, lå Vilsbøl de Arce. Med scenografi af Julien De Smedt, som havde lavet bevægelige trælameller, der lignede muskelsammentrækninger, var scenen sat til en gang modeanatomi i Pakhus 11. Med 18 indgange var showet en kort og præcis eksercits i det, Pia Perez de Arce og Prisca Vilsbøl gør bedst. Først ud var showstopperen, noget de fleste slutter med, en hudfarvet kjole i imiteret læder, der stod ud fra kroppen i skåret ribbens- og muskelvævs-lameller. Og så var et højt niveau ellers sat. Bodystockings med skulpturelle skuldre, som er duoens trademark, og som både Rihanna og Peaches har haft på, var også på podiet denne gang. Men udover første outfit var det stærkeste en cremefarvet og en sort bodystocking sat sammen med en jakke med hvalbarde-lignede muskelgrupper på skuldre ført sammen af ”sener”. En sort læderkjole med lynlås i ryggen og strimlede cut-outs, der lignede ribben, var både skulpturelt smuk og anvendelig. En V-formet harnisk, hvor V’et sluttede direkte mellem benene på modellen (!), virkede malplaceret og ugennemarbejdet i forhold til resten. Pia og Prisca viser os moden fra kunstens øjenhøjde, der hvor den spirer udenfor bundlinjer, og med deres skulpturelle mode rykker de baren for dansk mode.

 

Se billeder fra showet her

Se alle shows fra Copenhagen Fashion Week på video her