Nystiftet modepris til Wackerhaus
Trine Wackerhausen honoreres af MaxFactor New Talent Award for sine gennemførte silhuetter og feminine mode.<img class="alignleft size-medium wp-image-10215" title="OSXDaily 2012-10-19 kl. 12.22.26″ src=”https://fashionforum.dk/wp-content/uploads/2010/02/OSXDaily-2012-10-19-kl.-12.22.26-189×90.jpg” alt=”” width=”189″ height=”90″ />En offentlig online afstemning var med til at kåre dig som vinder af MaxFactor New Talent Award! Hvordan føles det, at folk udenfor modebranchen var med til at pege på dig?
Det er da dejligt demokratisk, at alle har haft mulighed for at påvirke resultatet. Samtidig har det også skabt bredere opmærksomhed omkring alle 3 nominerede brands, der jo ikke er household names endnu.
Du har før afholdt show på rådhuset, men hvad betyder det for dit brand at afholde det i samarbejde med MaxFactor?
Det er fantastisk at holde show på Rådhuset, og endnu bedre nu hvor jeg samarbejder med Max Factor, som er et anerkendt kommercielt brand. Samarbejdet har en god presseværdi, som vi begge kan drage nytte af. Desuden er der naturligvis også den økonomiske frihed vedrørende showet – det er en kæmpe gave.
Hvad betyder det for din fremtidige markedsføring at have en pris som denne i ryggen?
Mine salgsagenter er lykkelige for prisen, den har allerede hjulpet deres arbejde til at sparke nogle døre ind. Så jeg tror, at jeg kommer til at bruge titlen flittigt! Det er min første store pris, og jeg er virkelig glad og stolt.
Hvad kan vi forvente fra Wackerhaus fremover?
Flere skarpe snit og cool anvendelighed! Forretningsmæssigt er det en rigtig spændende tid lige nu, fordi jeg har startet samarbejde med salgsagenter i udlandet. De er superpositive, og jeg tror, at de kan sælge godt igennem på denne sæson, så det bliver interessant at se, hvor hurtigt det går.
Du deltog i december 2009 i en konkurrence med bæredygtige materialer? Er det noget du vil bruge i dine kollektioner fremover?
Jeg kommer ikke til at bruge det i min markedsføring, men jeg tænker egentlig altid over mine valg ud fra et bæredygtigt synspunkt. Jeg er ikke en frådse-fætter af natur, så det påvirker automatisk den måde, jeg driver forretning på.
Hvor synes du, at den danske modebranche er på vej hen?
Fremad vil jeg mene! Jeg synes altid, der er god opmærksomhed omkring dansk mode i udlandet, og jeg synes, at vi har nogle skægge og anderledes designere herhjemme. Der dukker jo hele tiden nye talenter op, og det er sjovt at følge dem, når man selv har gået vejen fra scratch med syning hjemme på husholdningsmaskinen.
Billeder: Copenhagen Fashion Week