Transparens eller afpresning? Baum und Pferdgarten og DK Company i ny kopisag
Baum und Pferdgarten beskylder endnu en gang DK Company for at have krænket deres designrettigheder. Men hos DK Company er man hverken enig i anklagen eller i håndteringen af sagen.Det er ikke mere end otte måneder siden, at to af Danmarks største modevirksomheder røg i totterne på hinanden. På den ene side stod Baum und Pferdgarten med et design, som de mente var blevet kopieret i både farve, form og logo. På den anden side stod DK Company, som måtte indse, at de med brandet Soaked in Luxury muligvis havde lavet en bluse, der lignede for meget nogle andres. Sagen resulterede i hvert fald i et forlig mellem de to parter, der betød at DK Company skulle fjerne alle omtalte varer fra deres sortiment og betale en mindre erstatning til Baum und Pferdgarten.
Men nu er den gal igen. Baum und Pferdgarten har endnu en gang beskyldt DK Company – denne gang deres afdeling i Vejle og brandet Ichi – for kopiering af deres såkaldte Ballona-jakke. Ifølge Baum und Pferdgarten, henvendte de sig i sidste uge til DK Company Vejle for at gøre dem opmærksomme på sagen – denne gang med et forslag til forlig med det samme. Men modsat sidste gang, er det ikke lykkes de to virksomheder at blive enige.
“De fleste af den her slags sager ender i et forlig, som foregår i hemmelighed mellem to parter. Men hos Baum und Pferdgarten er vi ikke så optagede af, hvilken erstatning vi kan få, men at der er transparens omkring de her sager, fordi vi mener, de afspejler et generelt problem i branchen. Det kan på mange måder godt betale sig at spekulere i kopiprodukter, fordi det på grund af den danske retspraksis og erstatningsniveau ikke har større økonomiske konsekvenser. Men det, der var okay i halvfemserne, er ikke okay længere. Vi har brug for en kulturændring i branchen,” siger Teis Bruun, administrerende direktør i Baum und Pferdgarten, som mener, at der er tale om skærpede omstændigheder, netop fordi det er anden gang. Ifølge ham, ville DK Company Vejle ikke gå med til det foreslåede forlig, hvis sagen skulle gøres offentlig. Det betød, at Baum und Pferdgarten fordoblede erstatningsbeløbet, såfremt sagen skulle lukkes i stilhed for på den måde at skabe en større økonomisk konsekvens for den overtrædelse, som de mener DK Company har lavet.
“Vi har ikke behov for at køre en sag på den her måde, men samtidig har vi også nogle principper. Vi er selvfølgelig modtagelige, hvis DK Company henvender sig og siger de gerne vil møde os alligevel. Men hvis ikke, er vi fuldt ud indstillet på at gå videre til Sø- og Handelsretten. Vi tager sagen hele vejen, hvis det er nødvendigt,” tilføjer han.
Falsk anklage ifølge DK Company
Men dét vækker på ingen måde genklang i DK Company-lejren. Hos CFO Jens Poulsen har sagen både vakt forundring og forargelse:
“Vi har stor respekt for vores kollegaer i branchen, men det er en udfordring, at Teis Bruun her leger både anklager og dommer på samme tid. Det skader vores virksomheds omdømme, at han går ud anklager os for noget, som han endnu ikke har medhold i. Vi har ingen intentioner eller lyst til at kopiere hverken dem eller andre, men hvis vi har lavet en fejl, så tager vi det selvfølgelig alvorligt. Men i dette tilfælde mener vi faktisk ikke, at der er tale om en kopi, da både farve, pasform og størrelse er anderledes,” siger han og tilføjer:
“Jeg er dybt rystet over den her håndtering af sagen, som vi mener er meget uheldig og uetisk. Vi betragter det som decideret afpresning, når nogen vil have flere penge for ikke at gå til pressen,” siger han
Både Baum und Pferdgarten og DK Company Vejle har intentioner om at tale deres sag i Sø- og Handelsretten.