Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland

Day Birger et Mikkelsen udliciterer Day Home

Day Home, som er Day Birger et Mikkelsens boliginteriørlinje udliciteres til Bloomingville. Det lader modevirksomheden fokusere på at vende tilbage til sin kerneforretning.
Day Home, som er Day Birger et Mikkelsens boliginteriørlinje udliciteres til Bloomingville. Det lader modevirksomheden fokusere på at vende tilbage til sin kerneforretning.

Day Birger et Mikkelsen udliciterer Day Home, der er Days linje af boliginteriør, til interiørvirksomheden Bloomingville. Det betyder, at Bloomingville fremover har de globale rettigheder til at sælge Day Home-interiør. Day Birger et Mikkelsen ejer fortsat alle rettigheder til Day Home-navnet.

Virksomheden har længe kunne se, at Day Home indeholder et uudnyttet potentiale, og netop derfor har de valgt at gå sammen med en specialist inden for branchen. Driftsdirektør og medejer, Peter Henriksen, hos Day Birger et Mikkelsen uddyber sagen for FashionForum:

Kernekompetence er i beklædning

”Vores kernekompetence ligger inden for beklædning, og Day Home er i en lidt anden boldgade. Vi følte ikke, at vi kunne bære det videre ud i Europa på egen hånd,” siger han.

Den kreative direktør hos Day, Marianne Brandi, ser også det nye samarbejde som en god mulighed for at føre Day Home videre:

“Jeg er utrolig glad over det nye samarbejde med Bloomingville. Day Home er nået til et punkt hvor det skal videre ud over stepperne for at kunne udvikle sig yderligere, og det bliver en spændende rejse.”

Design DNA’en bibeholdes 

Men det bliver ikke en rejse uden den kreative direktør ombord. Marianne Brandi vil fortsat stå for kollektionsudviklingen samt den samlede DNA bag brandet:

”Vi ønsker at bibeholde den stærke DNA som ligger i Day-mærket generelt. Det er vigtigt for os at værne om det for at tilsikre en fortsættelse af den nuværende positionering. Og Bloomingville ønsker også at bibeholde den status, som mærket i forvejen har,” forklarer direktøren og fortsætter:

”Day Home fortsætter dermed også med at distribuere igennem allerede eksisterende kundeunderlag – heriblandt det engelske stormagasin Liberty Home & Cottage.”

Forventer tredobling af omsætningen

Ud over Day Homes nuværende distributørnetværk vil Bloomingville udvide med 8-10 lande og udvikle B2B samt lagersystemer. Det skal tilsikre en højere service overfor kunder og distributører, og det hæver forventningerne til fremtiden:

”Det er klart, når man går fra at være repræsenteret i fire lande til ti, skulle man gerne se en tredobling af omsætningen indenfor de næste to til tre år,” vurderer Peter Henriksen og understreger afslutningsvis samarbejdets distributionsfordele:

”På den måde bruger vi den større distribution til at vedligeholde brandet og gør det endnu mere kendt end det er i dag.”

Day Home vil være et separat selskab under Blommingville fra d. 1. August 2013, dog vil der pr. dags dato allerede blive taget de første skridt for at sikre en succesful integration.