Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
COPENHAGEN FASHION WEEK SS25

Gengangere, tilbagevendte og en hel masse nye: den officielle brandliste for Copenhagen Fashion Week SS25 er klar

Selvom mange måske er midt i sommerferieplanlægningen, er der nu også grund til at skue lidt længere frem – om på den anden side af sommerferien, hvor Copenhagen Fashion Week afvikles i uge 32. Nu er organisationen nemlig klar med det fulde brand line up, som i år rummer både flere og andre navne, end i de seneste mange sæsoner. Som et nyt tiltag har Copenhagen Fashion Week valgt at sammensmelte show- og præsentationskalenderen for at sætte større fokus på præsentationerne og tilbyde en platform, hvor der er bedre plads til andre og kreative formater, som falder udenfor showkategorien.

“Med et ubarmhjertigt økonomisk, politisk og miljømæssigt klima, der gang på gang at kaste kontinuerlige forhindringer i ansigtet på denne industri, har vi aldrig været så stolte af at repræsentere så mange ihærdige, drevne og målrettede brands som i denne sæson. Med et væld af nye ansigter, en velkommen tilbagevenden af ​​mange elskede, en fejring af Norden og et fokus på vores internationale venner, vil denne sæson bevise, hvorfor Copenhagen Fashion Week fortsætter med at vokse, ikke kun som en organisation og en global aktivering, men som en tankegang og sindstilstand,” fortæller Cecilie Thorsmark, CEO Copenhagen Fashion Week, om brandlisten i en pressemeddelelse.

Med det nye format er der dermed blevet plads til hele 46 brands på den officielle kalender, hvor der både er mange velkendte navne, men altså også en hel del nye. Blandt de – i modeugeregi – nye finder vi blandt andre Aiayu, H2OFagerholt, La Bagatelle, Per Gotesson og Zalando Visionary Award-vinderen Sinéad O’Dwyer. Bonnetje, Sól Hansdóttir og Stem bliver også en del af programmet i kraft af One To Watch-pladserne, som de denne sæson er blevet tildelt.

Og mellem de stabile showbrands, som efterhånden er en selvfølge ved Copenhagen Fashion Week som Baum und Pferdgarten, Stine Goya og Henrik Vibskov, ser vi også et kærligt gensyn med brands som A. Roege Hove, Latimmier, Jade Cropper og selvfølgelig dette års CPHFW Newtalent Berner Kühl. Ganni holder fortsat showpause, og Wood Wood er heller ikke at finde på kalenderen trods opkøb og konkursgenopstand.

Få overblik over alle 46 brands her.