Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
AW24 Wood Wood Tonya Matyu
Økonomi

Wood Wood begæret konkurs

Trods kapitalindsprøjtning og ny strategi har det ikke været muligt at vende den økonomiske situation i virksomheden, der i dag begærer sig konkurs - men arbejder på nye konstellationer.
Trods kapitalindsprøjtning og ny strategi har det ikke været muligt at vende den økonomiske situation i virksomheden, der i dag begærer sig konkurs - men arbejder på nye konstellationer.

Opdateret kl. 15.54

Det har ikke været nemme år for Wood Wood. Det er næppe gået nogens næse forbi. Som et af de få danske brands får brandet nemlig også opmærksomhed fra dagspressen, når der er modvind. Og modvind er der.

I dag har bestyrelsen for Carrington ApS, og hermed altså Wood Wood, indgivet en konkursbegæring virksomheden hos Sø- og Handelsretten, lyder det i en pressemeddelelse fra administrerende direktør og medejer Mads Lunøe. Carrington Retail ApS, der er selskabet bag Wood Woods fysiske butikker, er også blevet begæret konkurs.

Mads Lunøe var med til at give virksomheden en markant kapitalindsprøjtning i sommeren 2023. Dette var dog ikke nok til at vende det store underskud og den gæld, der var opbygget i virksomheden. 

I september 2023 blev det besluttet at udskifte både CEO og CFO på grund af dårlig eksekvering af strategien, og siden har man gjort en indsats for at vende det 22 år gamle brand, der startede i en kælderbutik i Krystalgade i København. Dette betød blandt andet en ny brandstrategi med fokus på kommercielle værktøjer og priser samt lukning af 75 procent af brandets butikker, dels i København, men også i Berlin og London. Men brandstrategien har, konkluderer pressemeddelelsen, vist sig vanskelig at realisere i de meget svære nuværende markedsforhold.

“Carrington ApS (Wood Wood) vil gerne udtrykke vores dybeste taknemmelighed til alle medarbejdere, samarbejdspartnere og kolleger, som har støttet os gennem årene og i denne udfordrende tid,” lyder det fortsat i skrivelsen, der også fastslår, at man hos ejerne håber på brandets fortsatte eksistens. 

“Ejerne og nuværende ledelse er fortsat håbefulde om, at virksomheden med sit stærke brand og talentfulde medarbejdere kan fortsætte i en eller anden form efter administrationsprocessen,” skriver de i pressemeddelelsen, hvilket understøttes af kurator i boet, Henrik Selchau Poulsen fra Bruun & Hjejle, til Fashion Forum.

“Der er tale om et velkendt og stærkt brand – vi er derfor fortrøstningsfulde og har i samarbejde med den tidligere ledelse allerede identificeret flere mulige køberemner og konstellationer. Også af den årsag opretholdes dele af driften foreløbig under konkursperioden, herunder med henblik på at kunne gennemføre et allerede planlagt lagersalg senere på ugen.”