Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs

Hvem er Josephine Skriver, egentlig? DR-serie går helt tæt på den danske model og aktivist

I dokumentarserien ’Kunsten at være Josephine Skriver’ har instruktør Maya Albana fulgt den danske model i et år og viser, hvordan det er at være “influencer i en liga, som kun få spiller med i – men millioner verden over ser op til.”
I dokumentarserien ’Kunsten at være Josephine Skriver’ har instruktør Maya Albana fulgt den danske model i et år og viser, hvordan det er at være “influencer i en liga, som kun få spiller med i – men millioner verden over ser op til.”

Hun er ikke ’bare’ en af Danmarks største model-successeer, der trods sin bopæl i LA jævnligt finder vej til catwalken under modeugen i København. Hun er heller ikke ’bare’ en af Danmarks største influencere med sine 8,2 millioner følgere på Instagram. Josephine Skriver er også aktivist og fast fortaler for blandt andet homoseksuelles og kvinders rettigheder. Det beviste hun senest med sin rolle i den nye udstilling af Signe Vilstrup, ’Søster’, hvor hun som en del af sin rolle som PlanBørnefonden-ambassadør var med til at sætte fokus på nogle af verdens fattigste kvinder i Uganda.

Men hvem er 29-årige Josephine Skriver egentlig? Det spørgsmål stiller DR i en ny dokumentarserie, ’Kunsten at være Josephine Skriver’. Her har instruktør Maya Albana fulgt hende helt tæt i et år og fået adgang til den private side af Josephine Skrivers liv og historie.

“Josephine Skriver som kulturfænomen reflekterer vores samtid og et ideal, som mange unge efterstræber. Hendes internationale karriere og svimlende følgerskare på Instagram har gjort hende til millionær, it-girl og et brand i sig selv,” siger programansvarlig Erik Struve Hansen om serien, der, ifølge DR selv, har til formål at “give et indblik i, hvordan det er at være entreprenør og influencer i en liga, som kun få spiller med i – men millioner verden over ser op til.”

 Josephine Skriver for Soulland SS23 / Copenhagen Fashion Week

Føler sig hele tiden bagud

I programmet ser man blandt andet, hvordan Josephine Skriver står ved en skillevej i sin karriere, hvor netop de mange facetter af hendes person og arbejdsliv skal balanceres – og hvordan hun, ifølge hende selv, kæmper en evig kamp for at holde sig relevant i en konstant foranderligt verden:

“Da jeg startede min karriere, konkurrerede jeg kun mod modeller. Nu konkurrerer jeg mod TikTokere, Youtubere og almindelige mennesker, så jeg kan godt få fornemmelsen af hele tiden at være bagud. Det virker måske mærkeligt at sige, når jeg sidder her med otte millioner følgere. Men når det kommer til sociale medier, kan du miste det hele på et øjeblik. Du må ikke træde forkert og du skal hele tiden holde dig selv relevant,” siger Josephine Skriver til DR.

’Kunsten at være Josephine Skriver’ sendes på DR1 i morgen, den 15. marts 2023, kl. 20.30 og er en del af DRs ’Danskere i verden’-tema.