Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs

Ganni udvider igen: lancerer ny active wear-kategori

Ganni-godstoget fortsætter sin fremmarch – denne gang med Ganni Sport, der fremover bliver en fast del af forretningen.
Ganni-godstoget fortsætter sin fremmarch – denne gang med Ganni Sport, der fremover bliver en fast del af forretningen.

Vi har sagt det før, og nu siger vi det igen – Ganni er et godstog i fuld fart. Udover et imponerende antal internationale butiksåbninger sidste år – heriblandt tre i Kina i efteråret – udvidede de også forretningen med en helt ny kategori, da de i oktober bevægede sig ind på beauty-markedet med lanceringen af deres første makeupprodukt i samarbejde med Submission Beauty.

Nu er Ganni klar til at gøre forretningen endnu større. Det sker med introduceringen af endnu en ny kategori til deres allerede voksende sortiment; Ganni Sport.

Den nye produktlinje, som altså fremover bliver en fast del af forretningen, starter med lanceringen af 30 styles, der spænder over tights, t-shirts og toppe samt hoodies, trøjer og tenniskjoler. Alt sammen lavet med brug af genanvendt polyester og nylon i tråd med Gannis mål om i fremtiden at benytte minimum 50 procent genanvendte, økologiske eller andre lower impact-materialer, som de selv definerer det, i alle styles.

“Jeg er så begejstret for, at vi lancerer en fuld active wear-linje. Den har været længe undervejs, og vi har arbejdet superhårdt på at finde de rette ansvarlige, high performing materialer og samtidig få det helt rigtige udtryk. Vores livsstil i København er temmelig aktiv, uanset om du cykler gennem byen, tager i træningscenteret, dyrker yoga eller går en lang tur. Jeg ville gerne skabe noget, som passer til de mange forskellige måder, vi inkorporerer bevægelse i vores liv og gøre det supersjovt og alsidigt. Personligt elsker jeg at spille fodbold og har altid elsket holdsport, men når alt kommer til alt, har vi forsøgt at skabe en kollektion, som passer til alles passion,” fortæller kreativ direktør Ditte Reffstrup i en pressemeddelelse.

Det er dog ikke første gang, Ganni bevæger sig ind på den banehalvdel, da de tidligere har testet området af med flere capsule-kollektioner. Tilbage i 2021 lancerede de ‘Ganni Klub’ med det kvindelige skater-kollektiv Skate With Sis. Og i 2022 fulgt op med endnu et sportssamarbejde med multi brand-webshoppen Ssense.

Ganni Sport er allerede nu til salg.