Miinto opkøber dansk secondhand-koncept
I 2025 skal 25 procent af salget på Miinto være genbrug, fortæller CEO Konrad Kierklo, der derfor har opkøbt den voksende platform The Vintage Bar.Efterspørgslen på secondhand har længe været støt stigende – og det har de også mærket hos Miinto de seneste år. Siden platformen, der agerer salgskanal for 1500 modebutikker i 14 lande, solgte sine første secondhand items i 2019, er andelen af genbrug steget, så det i dag står for 6,5 procent af det samlede salg. Men det tal skal stige til 25 procent indenfor en kort årrække, hvis det står til Miinto selv. Derfor har de netop opkøbt secondhand-platformen The Vintage Bar.
“Der er en stærk og voksende efterspørgsel efter pre loved items i hele verden, og det er essentielt for Miinto, at vi også i morgen forbliver relevante for den efterspørgsel, forbrugerne har på secondhand. Med tilføjelsen af The Vintage Bar i Miinto-familien får vi et dedikeret, dygtigt team til at sikre, at vi sammen fortsat kommer til at være stedet med de bedste og mest relevante produkter – ligegyldigt om det er nyt eller pre loved,” lyder det i en pressemeddelelse fra Miinto-CEO Konrad Kierklo, der forklarer, at opkøbet bunder i en såkaldt ’25 i 25’-strategi, hvilket betyder, at 25 procent af salget i 2025 skal være genbrug.
Delt vision
Det danske online secondhand-koncept The Vintage Bar har, siden stifter og kreativ direktør Marie Louise Schultz lancerede markedspladskonceptet i slutningen af 2017, skabt en forretning på at tappe ind i det hastigt voksende marked for brugte luksusvarer, så de i dag har 600.000 følgere på Instagram, 250.000 aktive brugere samt +100.000 secondhand-produkter online.
Målet med opkøbet og samarbejdet er, at kombinere The Vintage Bars voksende repræsentation af secondhand-butikker og private sælgere fra hele verden med Miintos operationelle kapacitet og forretningskoncept.
“Miinto er det ideelle hjem for The Vintage Bar, da vi deler den samme vision om at skabe en mere cirkulær og inkluderende modeindustri. Det handler om at omfavne moden, både det nye og det gamle, samt inspirere den næste generation til at se det at købe og sælge secondhand som noget lige så normalt som at shoppe firsthand. Sammen kan vi være frontløbere på at gøre secondhand til en 100 procent naturlig del af modeindustrien. Vi ønsker at transformere narrativet omkring firsthand og secondhand mode og forene de to til én fælles industri. Jeg er meget spændt på den kommende rejse med Miinto,” supplerer Mikael Mortensen Savas, der er CEO i The Vintage Bar.