5 fine modesamarbejder lige nu
Fra gravidjeans til blomstrede træsko; de bedste samarbejder lige nu fra Tomorrow Denim, Rotate, Ganni, Soeren le Schmidt og Georg Jensen.Tomorrow Denim x To the Moon, honey
Alle, der har båret et barn i maven, ved, hvor svært det kan være at finde sig til rette i ‘graviditetstøj’ på de dage, hvor leggings og kjoler ikke lige er sagen. Derfor er et par gode jeans, du kan vokse i, key. Også til tiden bagefter, hvor maveskindet skal have ro og plads til at komme sig, kejsersnit eller ej. Tomorrow Denim, ført an af Henriette Pieszak, lancerer nu i samarbejde med mødreuniverset To the Moon, honey et par justerbare graviditetsbukser, der tilmed er certificeret med Svanemærket og EU-Blomsten.
“Et par Tomorrow-jeans tager altid udgangspunkt i en ekstremt teknisk tilgang til konstruktion. Det har været vigtigt i denne proces, da jeansene selvfølgelig skal sidde lige så godt som var det almindelige jeans. Designfasen har derfor været lang, da vi har tilpasset jeansene på gravide kvinder igennem alle de tre trimestere,” fortæller Henriette Pieszak, grundlægger af Tomorrow Denim. (CC)
Forhandles hos tothemoonhoney.com og tomorrow-denim.com.
Ganni x Scholl
Ganni, der har været queen of collabs dette forår, har netop sendt deres seneste samarbejde på gaden. Nemlig Ganni x Scholl, der nok mest af alt er kendt i kategorien ‘sundhedssandaler’, men som også står bag træskoen, the Pescara, som er den model, Ganni har kastet sig over. Forståeligt nok.
Skoene, der er håndlavet i Italien, kommer i fem yndige Ganni-prints på 100 procent certificeret økologisk bomuld med for af 51 procent post-consumer genanvendt polyester, mens sålen er lavet af syntetisk gummi og ‘Forest Stewardship Council’-certificeret træ. Med samarbejdet arbejder Ganni videre på deres mål om transparens i forsyningskæden med Provance blockchain-teknologi, der muliggør at se oplysninger om leverandører, produkternes oprindelse og materialernes påvirkning på miljøet. (CC)
Sandalerne er til salg hos Ganni nu.
Rotate x Havaianas
Da Rotate-CEO Denise Christensen i sidste uge skulle forklare årsagen til brandets eksplosive vækst i 2021, var det blandt andet designet, skabt af de to kreative direktører, influencerne Thora Valdimarsdottir og Jeanette Madsen, der fik en del af krediteringen. For de har en unik evne til at forudse, hvad folk gerne vil gå i, som direktøren sagde det. Om det så er sexet festtøj, sweatsuits eller budgetvenligt brudekjoler. Og det må Rotates nye samarbejde med sommersandalen over dem alle, Havaianas, siges at understrege. For temperaturen skal ikke stige mere end et par grader endnu, før Københavns fortove bliver asfalteret med de farverige klip-klappere. Endnu en gang. Denne sæson kan det så være i helt nyt Rotate-design bestående af tre limited edition modeller i henholdsvis grøn, pink og slangeprint. (SR)
I butikkerne globalt nu og hos Rotate.
Soeren Le Schmidt x Re Do Copenhagen
Soeren Le Schmidt er om nogen erfaren udi collab-disciplinen – tidligere samarbejder tæller et bredt spænd af brands som Pilgrim, Vagabond, Belsac og Sofacompany. Men nu har den vidtfavnende designer kastet sig over endnu en kreativ fusionering, denne gang med det helt unge sportsmærke Re Do Copenhagen. Sammen har de designet en minikollektion bestående af 12 sports-styles, hvor Soeren Le Schmidts arkitektoniske og minimalistiske signatur mødes med Re Do Copenhagens funktionalistiske og cirkulære principper. En kombination, der netop har været tiltrækkende, for “der sker noget magisk, når man skal designe noget, som man ikke er vant til, og hvor man har mulighed for at tilføre noget fra skrædderverdenen til sportstøj,” som designeren selv beskriver det i en pressemeddelelse. (SR)
Det nye samarbejde lanceres under modeugen til august.
Virgil Nicholas og Emma Rosenzweig x Georg Jensen
Det var idéen om en ring med organiske former, der kunne sættes sammen i et utal af kombinationer, der var designer Nina Koppels udgangspunkt for Fusion-ringene fra 2000, der i dag er en klassiker hos Georg Jensen. Nu udvides kollektionen med et nyt ringdesign, hvor diamanter former sig som ‘små glitrende skyer’, og i den anledning har brandet blandt andre fået kunstneren Emma Rosenzweig og kreativ direktør Virgil Nicholas på som ambassadører. (CC)
Se kampagnen hos Georg Jensen her.