Det skal du vide om NFT'er – modens hyperdigitale alliance
Med en stadigt større digital tilstedeværelse er det svært at komme udenom NFT'er – Non Fungible Tokens. Fashion Forums podcast giver dig de vigtigste pointer om emnet.Det er svært at have undgået at høre om NFT’er, som efterhånden bliver nævnt her, der og alle vegne – senest fordi salget af dem allerede er dalende. Men det synes dog stadig at være en voksende ting i modebranchen, og har du stadig ikke helt styr på, hvad det er, så er denne korte intro til dig.
NFT står for Non Fungible Tokens – uombyttelige genstande – og det handler om digitale objekter. De er uombyttelige, fordi de er udstyret med en unik kode på blockchain, som gør, at du kan bevise dit ejerskab over originalfilen samt, at den ikke kan slettes eller kopieres. Det kan sammenlignes med et unikt kunstværk, der repræsenterer en bestemt værdi, mens kopier eller reproduktioner af værket er tæt ved værdiløse.
Dermed er NFT noget, man kan handle med, ligesom netop kunst eller aktier. Du kan investere i dem, du tror vil stige i værdi, og sælge dem videre, når du vil. For modebrands kan NFT’erne også være en måde kontinuerligt at tjene penge på, da man via blockchain-teknologien kan sikre, at der ved hvert videresalg af NFT’en går en fast procentdel af salgsprisen til ophavspersonen. Desuden kan NFT’erne være et stærkt brandingværktøj, som kan bruges til at skabe hype og opmærksomhed omkring et brand. NFT’ernes styrke ligger nemlig ofte i den begrænsede tilgængelighed, så det fungerer på samme måde som med limited edition-kollektioner.
“Da vi udgav vores NFT’er, blev de udsolgt på cirka 17 sekunder,” fortæller Simon Wick fra (Di)vision om brandets første erfaring med NFT’er i Fashion Forums seneste podcast. Her havde de lavet 25 NFT’er, hvoraf de første ti blev delt ud blandt gæsterne til deres AW22-modeshow ved hjælp af lodtrækning. Efterfølgende blev de næste 15 sat til salg på OpenSea, som er den største handelsplatform for NFT’er, og her blev de ganske enkelt revet væk.
For Simon Wick, har det betydning at hans kunder kan føle sig som en del af noget fremfor “bare” at købe et stykke tøj. Med digitale versioner af tøjet, kan kunden være iklædt tøjet på alle platforme – lige fra den fysiske til den digitale verden.
I det seneste afsnit af vores podcast Fashion Forum på lyd taler vi – udover med Simon Wick – med kreativ direktør i MojoMoto, Lars Rahbæk, der gør os meget klogere på potentialet i NFT’er.
Find afsnittet på Apple Podcast og på Spotify