Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
ET KIG INDENFOR, RETAIL

Et kig indenfor: Skall Studio åbner flagship store

Med ønsket om at folde deres genkendelige univers mere ud og tiltrække nye kunder har Skall-søstrene kastet sig over retail med åbningen af deres første flagskibsbutik.
Med ønsket om at folde deres genkendelige univers mere ud og tiltrække nye kunder har Skall-søstrene kastet sig over retail med åbningen af deres første flagskibsbutik.

Der sker gode ting hos de nu otte år gamle brand Skall Studio, der blev etableret tilbage i 2014 af søstrene Julie og Marie Skall. Under vintermodeugen lagde de “endnu et klædeligt lag til deres gennemførte univers,” som Fashion Forums chefredaktør, Carla Christine Bruus Aagaard-Strube, skrev i sin anmeldelse af brandet. Og nu lægger de så endnu et lag til deres voksende forretning med brandets første flagskibsbutik. En butik, der har adresse i centrum af København, på Store Strandstræde, og som dermed gnubber skuldre med ligesindede brands som Aiayu og Aesop.

Selve butikken er indrettet i samarbejde med den danske arkitekt Nikolaj L. Mentze og hans firma Studio0405 og skal give brandets kunder mulighed for at gå endnu mere på opdagelse i Skall Studios genkendelige – og ditto voksende – designunivers. Et univers, der foruden deres linje af kvindetøj også tæller børnetøjskollektionen Skall Musling og nu ligeledes en Skall Home-kollektion. Butikken skal desuden løbende danne ramme om mindre designsamarbejder:

“Vi kommer fremadrettet til at have endnu mere fokus på forskellige initiativer i butikken – fra events til små designsamarbejder, hvor den røde tråd er det gode håndværk. Produkter, som bliver solgt eksklusivt i butikken og på vores webshop,” siger Julie Skall i en pressemeddelelse, hvortil Marie Skall supplerer:

“Der sker rigtig meget i Skall Studio lige nu, og med den nye butik får vi mulighed for at folde vores univers endnu mere ud. Vi glæder os også til at komme ud i gadeplan og forhåbentlig også møde nogle af dem, som ikke kender os i forvejen.”

Den nye butik åbner i dag, den 3. maj 2022, og har adresse på Store Strandstræde 21, København K. Siden januar 2020 har Skall Studio solgt ud af deres designs i Store Strandstræde 19 b, Baghuset. Et lokale, som oprindeligt startede som webshoplager, men som siden overgik til at minde om en butik, når kunderne kom forbi for at hente deres webshoppakker under coronanedlukningen.

Få et kig indenfor i den nye butik herunder.