“Hold op, hvor har jeg tænkt på at stoppe mange gange": Bitte Kai Rands brand runder 40 år

I en industribygning i Nordhavn sidder Bitte Kai Rand ved et bord i midten af rummet. Der er tøj i de fleste farver på stativer langs showroom’ets fire vægge. Hun har  en rygende cigaret i hånden, tager et sidste sug og skodder, mens hun vender sig imødekommende mod entréen. De små, blå, ovale brilleglas møder én som det første.

Bitte Kai Rand-brandet beskæftiger i dag 60 medarbejdere med ti egne flagship-forretninger i Skandinavien og to franchise-butikker i Belgien. Herudover er brandet repræsenteret i 350 forhandlere i 18 lande fordelt over Europa, USA og Rusland med Danmark, Norge, Sverige og USA som sine største markeder – og fyldte 40 år i oktober. Et jubilæum, der markerer opture såvel som nedture, og hvor hun først efter 20 år for alvor var i stand til at tage det hele ind og tro på sig selv og sin succes. Noget, der ret præcis skete i forbindelse med hendes 20-års jubilæum i 2001, hvor hun holdt show, og musikken blev spillet af et 20 mand stort trommeorkester lånt ud af ærkebiskop og menneskerettighedsforkæmper Desmond Tutu, der på det tidspunkt gæstede Danmark. Da showet var slut, gik hun op på scenen og løftede begge arme i vejret som en sportsstjerne – det havde hun lovet en ven at gøre – og først der kunne hun tage de mange års succes til sig.

I showroom’et finder hun sin telefon frem for at vise et billede, som en kunde for nylig har sendt af en Bitte Kai Rand-sweater købt i 1981 – samme år, som hun stiftede virksomheden.

“Jeg er stolt af, at jeg ikke er én, man tager på og smider væk. Jeg elsker at være relevant i så lang tid,” siger hun på en måde, der understreger hendes sammensmeltning med brandet.

“Når vi vælger nye materialer, så sidder vi på det, vi vasker det, går med det, slider det, og hvis det ikke består, så bruger vi det ikke. Det skal kunne klare mosten. Det må altid være det vigtigste for en designer, at tøjet holder.”

En mønsterbryder

Dengang i 1981 blev sweateren på billedet købt i en strikkebutik i Linnésgade. Den havde hun overtaget som kun 25-årig, kort efter hun var blevet færdig som designer fra Det Kongelige Akademi – det, der dengang hed Skolen for Brugskunst.

“De første mange år lavede jeg kun strik, men ‘cut-and-sew’. Jeg klippede, syede og overlockede,” fortæller hun og fortsætter:

“Jeg brød med strikketraditionen dengang. Jeg brugte strik som stof, nærmest som jersey. Det gjorde man normalt ikke.” Tøjet skulle have strikkens kvaliteter, men det skulle helst ikke ligne strik, forklarer hun.

“Der var mere komfortabelt at have strikkede bukser eller en strikket habitjakke på. Dengang var der jo ikke noget, der hed lycra,” forklarer hun og uddyber, at hun ikke bryder sig om ubehageligt tøj, der begrænser bevægeligheden.

“Hvis man skal have en almindelig habit på, så er man mere låst. Det gider jeg simpelthen ikke bruge min tid på – vi skal være frie og kunne gøre, hvad vi vil.”

Dengang solgte hun kun til kunder, der kom ind i butikken. Men en dag kom en repræsentant fra et københavnsk stormagasin ind i hendes forretning og ville købe et stort parti af hendes tørklæder. Noget Bitte Kai Rand afviste blankt. Hun ville ikke kunne følge med så stor en efterspørgsel fra hendes lille butik. Siden opdagede hun, at de i stedet var begyndt at kopiere hendes tørklæder, og dét gav hende blod tanden. Hun fandt en producent, der kunne producere de rette mængder, gik ned i stormagasinet med en kuffert fyldt med hendes egne tørklæder og sagde:

“Nu skal I købe dem af mig.”

Det gjorde de, og det blev begyndelsen på firmaets opskalering og engrossalg – og rejse mod at blive et stort modefirma.

Dyrker det ‘uperfekte’

Mellem sine nyere kreationer beretter hun om et langt liv som designer. En karriere, som kun de få får lov at opleve. Hun tænder en ny cigaret og tager et hvæs.

“Du har ikke noget imod, jeg ryger, vel?” spørger hun, mens hun puster røgen ud i lokalet.

I forbindelse med sit jubilæum har hun skabt en jubilæumskollektion, der netop er kommet ud i butikkerne, og den skulle indkapsle Bitte Kai Rands DNA. Det har fået hende til at tænke over, hvem hun er som designer.

“Jeg kan utroligt nemt blive forført og inspireret af andre, også af noget, der ikke er mit DNA i en nøddeskal. Det, synes jeg også, er en fest, men det var en sjov øvelse at kigge på mine kerneværdier – hvad har fulgt mig hele vejen?”

Dét har store silhuetter, mønstre, japanske snit og rene linjer. Men hun bryder sig bestemt ikke om det ‘perfekte’. Hendes design skal være kontrastfyldte. Modsætninger klæder hinanden, mener hun.

“Jeg falder i søvn, hvis det bliver alt for pænt. Det ‘perfekte’ er så forudsigeligt,” siger hun og fortæller om sine tre ret forskellige idoler.

“Yohji Yamamoto er den der kult-religiøse, arkitektoniske designer med lineal og vaterpas. Jean Paul Gaultier har humor, og han er bare så fræk – det kan jeg godt lide. Og så er der Dries van Noten, som kan noget med farver og print,” fortæller hun.

Der skal være noget, der bryder med perfektheden – det giver karakter, synes hun.

“Man kan sagtens sammensætte tylskørt med en stribet t-shirt og gummistøvler. Looket bliver kun rigere af kontrasterne,” siger hun. Måske kommer det rebelske indefra. En frihedstrang. Hun er nemlig “meget imod at blive sat i bås”:

“Og jeg elsker at provokere – og blive provokeret!”

Bedst i modgang

Bitte Kai Rand er vokset op i Charlottenlund med fire ældre søskende, der alle er blevet jurister, ingeniører og korrespondenter.

“Jeg var mere familiens klovn,” fortæller hun. Hun er ordblind og ifølge hende selv ikke en særlig boglig type.

“Men så fandt jeg noget, jeg var god til,” siger hun. Som barn syntes hun, at det var meget sjovere at sy tøj og klæde sig ud end at gå i skole, og allerede fra fjerde klasse vidste hun præcis, hvad hun ville – og hun følte en drivkraft, en trang til at skulle bevise over for omverdenen, at det var noget, hun var god til.

“Så jeg fik ‘lov’ til at gå mine egne veje, og jeg er pissegod i modgang,” siger hun selvsikkert. “Det er provokationen, og jeg kan egentlig godt lide modgangen. Der kommer en ild inden i mig. Sådan er det også i dag; jeg har mere travlt, når det går skidt,” griner hun.

Og modgang har der været masser af efter 40 år i modebranchen.

“Hold op, hvor har jeg tænkt på at stoppe mange gange. For eksempel i situationer, hvor man sidder og synes, at det er verdens undergang, at tingene ikke er kommet hjem til tiden. Men så går jeg ud i skoven og kigger på en anemone, og så er det heller ikke vigtigere. Vi kan nok godt få tøj på kroppen alligevel,” siger Bitte Kai Rand.

Kan ikke få sig selv til at stoppe

Hun har ikke kun tænkt på at stoppe – hun har faktisk forsøgt at gå på pension flere gange siden 2006, men er vendt tilbage lige så mange gange. Hun arbejder i dag som kreativ direktør – stadig med ansvar for de overordnede linjer.

“I dag har jeg et genialt designteam, som får mit job til at være en leg,” siger hun. Sådan håber hun nu at kunne fortsætte ti år endnu, for give helt slip kan hun ikke, har hun fundet ud af.

“Jeg gør jo nogen glade,” begynder hun og tænker sig om, før hun fortsætter: “Det er terapeutisk at få nogen til at føle sig godt tilpas. Jeg kan mærke på mig selv, når jeg har noget galt tøj på, så har jeg det skidt og omvendt. Tøj er ikke ligegyldigt, og klæder skaber folk. Det gør det altså,” siger hun, mens døren til showroomet går op.

“Der kommer manden min. Han er bossen,” griner Bitte Kai Rand, da Michael Rand træder ind i lokalet på vej mod sit kontor.

“Det er der ikke fuld enighed om,” svarer han muntert tilbage og går videre ind på sit kontor. Sammen har de to voksne sønner og bor i Charlottenlund.

Det er hendes navn, der står på bygningen og i nakken på hvert eneste af de mere end hundrede stykker tøj, der hænger i rummet, vi sidder i. Men virksomheden er et familieforetagende, de er fælles om. Bitte Kai Rand er ikke selv økonomisk anlagt, og da hun startede med at strikke, havde hun aldrig sat sig et mål om at nå en vis størrelse. Det gik dog hurtigt fremad, virksomheden voksede, og derfor fik hun Michael med ombord til at drive forretningen. På den måde har de sammen kunnet bygge virksomheden op.

De har overlevet skiftende trends, forbrugsvaner og samfundsøkonomiske kriser uden at gå konkurs eller blive opkøbt af andre. Lige nu er de optagede af, hvordan de nye vinde blæser inden for detailhandlen, hvordan deres egne butikker skal genopfinde sig selv, og hvordan de i det hele taget holder sig relevante, når deres bedste kundegruppe er de 60-70-årige kvinder. De håber dog på, at yngre kræfter en dag kan tage brandet ind i fremtiden.

“Vi har ikke fantasi til at forudsige, om man går ind i en computer og får målt sin krop, og så kommer tøjet med posten om 14 dage – det bliver for ufo-agtigt for os. Jeg er helt sikker på, at der er nogle geniale, unge mennesker, der skal finde ud af, hvad der skal ske i fremtiden,” siger hun. Det bliver dog ikke umiddelbart deres to sønner.

Overvejer du at sælge Bitte Kai Rand?

“Der har da været interesserede, men jeg vil jo ikke sælge for enhver pris, og nu har jeg lige fundet et niveau, som jeg synes er fedt at være med i, og det kan jeg formentlig holde til de næste ti år. Men på et eller andet tidspunkt er der forhåbentlig nogen, der gider køre Bitte Kai Rand videre,” siger hun med en stor beundring af ungdommen.

“Er du rigtig klog, hvor jeg tror på den næste generation. De er langsigtede, målrettede og visionære – og de forstår de store sammenhænge. Det, de laver, skal give mening på alle niveauer, og det er flot,” siger hun.

Har du alligevel et godt råd til kommende generationer af designere?

“For mig har det hele hele vejen igennem været en hobby, som jeg har nydt,” siger hun og tænker sig lidt om. “Du skal have kærlighed til det tøj, du skaber. Det duer ikke at lave det, du tror, folk vil have. Du skal lave det, du kan byde ind med, og som dit hjerte banker for,” slutter hun og skodder cigaretten.

Grin, tårer og litervis af kaffe: Kom med bagom Magasin du Nord Fashion Prize