Aktivist Mica Oh: “Mode bør være for alle"
Sommeren er over os, og det betyder tid til fordybelse og plads til nye tanker. Derfor beder vi hver uge kulturpersonligheder om at røbe deres seneste inspirationskilder – så du kan blive underholdt i din ferie og inspireret til arbejdet, der kommer. I denne uge bringer vi tre kulturanbefalinger af aktivist og stifter af Den Intersektionelle Højskole Mica Oh.To brands, der arbejder med diversitet, bøger af sorte kvinder og musik af en ung, sort queer-person. Dét er denne uges kulturanbefalinger af kvinden, der har stiftet Den Intersektionelle Højskole. Hun hedder Mica Oh og er foredragsholder og aktivist. Hun underviser i anti-racisme og intersektionalitet, og så har hun tidligere arbejdet som producer i modebranchen, hvor hun specialiserede sig i curvy fashion. I dag arbejder hun desuden som konsulent for virksomheder, som hun rådgiver i implementering af inklusion og mangfoldighed. Fashion Forum giver dig her tre aktuelle anbefalinger til kulturstof, som har inspireret Mica Oh.
Hvilke brands har fanget din opmærksomhed for nylig?
“Jeg er i øjeblikket meget fascineret at Han Kjøbenhavns kollektioner og deres måde at udfolde kreativiteten på – i en ikke-binær forståelse. De sprænger nogle rammer og nedbryder barrierer. Derudover er jeg vild med Soulland. Jeg er i den tro, at vi har brug for at mærke, hvordan diversitet ser ud, og den følelse giver Soulland i både deres design og ikke mindst i deres shows.”
Hvad har du læst i den seneste tid?
“Jeg følger meget med i udviklingen inden for diversitet, både hvad angår størrelse, køn, race og identitet. I det hele taget læser jeg meget om, hvordan modeindustrien forholder sig til repræsentation, mangel på repræsentation og begrebet hyberrepræsentation. Jeg kan anbefale, at man orienterer sig gennem alle de artikler, der for tiden bliver skrevet om de emner. Af bøger er jeg meget glad for alt skrevet af Alice Walker eller Toni Morrison. Mode fylder meget i Danmark, men vil miste sin betydning, hvis vi ikke følger med i – og forstår – verdens udvikling. Områder som intersektionel diversitetsforståelse og social retfærdighed, herunder anti-racisme, har for alvor bidt sig fast på agendaen og er ikke til at komme udenom.”
Hvilken musik inspirerer dig mest for tiden?
“Lil Nas X har i den grad gjort sig bemærket på den internationale musikscene, hvor han nedbryder stereotypiske billeder og opsætter sin egen virkelighed som queer. Jeg kan anbefale alle at putte Lil Nas X i ørerne – både hans musik og hans visuelle kunst er læringsrig for mange, også for modebranchen. Mode bør være for alle mennesker, hvilket kræver, at kreativiteten nogle gange ser ind i fremtiden, og at den fremtid på ingen måde ser ud, som den har gjort – og det er tilfældet med Lil Nas X’ univers. Jo hurtigere vi lærer at forstå det og leve efter det, jo hurtigere vil vi se modens kreativitet blomstre. Mode har en magtposition, der kan bruges til at omfavne alle, også handicappede, tykke, sorte, brune og indigenous mennesker – og alle queer-personer.”
Simon Wick: “Min generation er blevet fodret med drømme om rigdom og succes”